Trump: Den russiske kandidat?

Donald Trump vil udvande NATO, ikke hjælpe Ukraine og anerkende den russiske annektering af Krim. Han elsker Putin og vil være bedste ven med ham. Er han den russiske kandidat?

Et vægmaleri i Litauen med Donald Trump og Vladimir Putin i en hed bromance. Men hvorfor er Trump så Putinvenlig? På grund af hans moral eller mangel på samme, alt efter temperemant. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETRAS MALUKAS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Donald Trump er den Republikanske præsidentkandidat. Men han er en besynderlig kandidat. På område efter område går han imod, hvad partiet traditionelt har stået for. Og mandag blev det for meget for tidligere præsidentkandidat John McCain. Han sagde, at han var »moralsk forpligtet« til at sige fra og fastslå, at Trump ikke repræsenterer det parti, som McCain kender og er »tro imod.«

Men hvis John McCain har ret, hvis Donald Trump ikke er den republikanske kandidat af andet end navn - hvad er han så? Hvad er den politiske røde tråd, som går gennem hans kandidatur og retorik, eller spurgt på en anden måde: Hvem er det, som mere end nogen anden og ud over Trump selv vil vinde stort, hvis Donald Trump bliver svoret ind som amerikansk præsident?

Svaret er Rusland, svaret er præsident Putin, siger estimerede internationale analytikere som Max Boot, Michael McFaul, Anne Applebaum og David Frum.

Og det gør Donald Trump til - ikke den republikanske kandidat, men den russiske kandidat, og det er, hvad der gør det amerikanske præsidentvalg i 2016 så historisk enestående.

Made in Russia

Men kan det være rigtigt? Kan det være rigtigt, at en præsidentkandidat i USA så åbenbart går en fremmed og fjendtlig magts ærinde?

Svaret afhænger af meningen med spørgsmålet. Hvis påstanden er, at Donald Trump er købt og betalt og fjernstyret fra Kreml - som en ny tids »Kandidaten fra Manchuriet« - så er beviserne sparsomme. Men hvis påstanden er, at hans kampagnechef har arbejdet for Kreml, at Rusland hacker hans politiske modstandere, at russiske toppolitikere aktivt støtter ham, at han personligt beundrer Putin og gerne vil være hans bedste ven, og at han turnerer med politiske synspunkter, som kunne være »made in Russia« - så er beviserne forholdsvis uomstridelige. Så er han »den russiske kandidat.«

Selv hævder han, at det ikke er tilfældet. I et længere interview på ABC søndag sagde han: »Jeg har ikke noget forhold til Putin. Han har sagt nogle pæne ting om mig, men jeg har ikke noget forhold til ham.« Han hævdede også, at han ikke havde talt med ham hverken på telefonen eller personligt, og han understregede, at han ikke forsøgte at gnubbe sig op af Rusland.

Men som så ofte før var han i interviewet et nærstudie i selvmodsigelser, og ikke kun fordi han tidligere har pralet af at være ven med Putin - han sagde i 2013, at »jeg har et forhold til ham, og han er meget interesseret i, hvad vi har gang i,« og han sagde i 2014, at »jeg har talt direkte og indirekte med præsident Putin, og han kunne ikke have være mere imødekommende.«

Men selvmodsigelserne var ikke kun i forhistorien, men også i selve interviewet, hvor han kom med den slags synspunkter, som synes at benægte hans benægtelse af, at han er den russiske kandidat. F.eks. sagde han om præsident Putins invasion af Ukraine: »Han går ikke ind i Ukraine, OK, bare så du forstår det. Han går ikke ind i Ukraine, OK? Du kan skrive dig det bag øret. Du kan bide spids på det.« Tilsyneladende anede han ikke, at Putin allerede i 2014 invaderede Ukraine, hævdede New York Daily News mandag i en forside, som med et unikt amerikansk spil på ord hængte Trump ud for at være en nyttig idiot.

New York Daily News beskyldte på sin forside mandag Donald Trump for at være en »idiot,« fordi han ikke vidste, at Putin i 2014 invaderede Ukraine. Fold sammen
Læs mere

I interviewet med ABC søndag gentog han, hvad han tidligere har sagt - at han vil overveje at erkende Ruslands militære annektering af Krim. »Så vidt jeg forstår, vil befolkningen på Krim hellere være en del af Rusland, og vi skal tage det med i betragtning.«

Udtalelserne er ikke koffeinerede fortalelser, for de er ikke enkeltstående. De er udtryk for Donald Trumps politik. Tidligere har han sagt, at han vil skrotte NATOs fundamentale artikel 5 - at et angreb på et NATO-land er et angreb på alle NATO-lande - og hvis f.eks. Rusland invaderer Estland, vil han ikke per automatik komme til undsætning. Det vil afhænge af, om Estland har »betalt sine regninger,« som han sagde, og en af hans allierede, Newt Gingrich, gik endnu videre og kaldte Estland for »en forstad til Skt. Petersborg.«

Dermed markedsfører Donald Trump sig direkte på en politik, som aspirerer til at være den mest Putinvenlige i den vestlige verden: Han benægter, at Putin er i Ukraine, han lover, at han vil overveje at anerkende Ruslands annektering af Ukraine, og han siger til USAs allierede i NATO, at de ikke skal regne med USAs hjælp, hvis en russisk T-90 kampvogn kommer til frokost.

I kulissen

Donald Trumps politik er muligvis chokerende for kritikerne, men det er på mange måder den mest ufarlige del af hans påståede russiske kandidatur. For han taler åbent for en omstilling over for Rusland - på et Trump-vælgermøde, som Berlingske var til i sidste uge, råbte han: »Ville det ikke være rart, hvis vi kunne være gode venner med Rusland? Ville det ikke være rart?«

Hvis han vinder, og hvis han gennemfører den største geopolitiske omkalfatring siden Murens fald, kan kun de uopmærksomme påstå sig overraskede.

Nej, det er alt det, som er skjult, som er mest tankevækkende, og her er tre eksempler, som medier og analytikere har hæftet sig ved.

For det første er der spørgsmålet om Donald Trumps kampagnechef, Paul Manafort, som er et forunderligt valg, fordi hans moderne politiske erfaring ikke stammer fra USA, men fra Ukraine og Rusland. Han var således strateg for Viktor Janukovitj, Putins gode ven og Ukraines præsident, som blev væltet ved en folkeopstand i 2014, og som siden - anklaget for korruption og folkemord - har gemt sig i Rusland. New York Times afslørede mandag, hvordan Manafort berigede sig i Janukovitj-årene, og hvordan han også efter Janukovitjs fald fortsatte med at føre Kremls politik i Ukraine, bl.a. som strateg for »Regionernes Parti,« som kræver et russiskorienteret Ukraine. En talsmand for partiet vil ikke oplyse, om Manafort stadig er på lønningslisten.

For det andet er der hackingen af Demokraterne og lækagen timet op til partiets konvent i sidste uge. Eksperter er enige om, at den russiske regering stod bag, bl.a. uafhængige private cyber-sikkerhedsfirmaer som Crowdstrike, Fidelis og Mandiant og også FBI, som sammen med det amerikanske justitsministerium efterforsker hackingen og kalder den »mere alvorlig end Watergate.« Det skriver Wired. Professor Thomas Rid fra King's College i London har påpeget et sammenfald i det malware og SSL-certifikat, som blev brugt mod Demokraterne og i en hacking i 2015 af det tyske parlament. Den tyske efterretningstjeneste sporede i 2015 éntydigt hackingen tilbage til Kreml.

For det tredje er der den mystiske ændring i det republikanske partiprogram op til konventet. Oprindeligt gik partiet ind for støtte til den ukrainske regering og også våbenstøtte, men to uidentificerede mænd dukkede op, da programudvalget diskuterede udenrigspolitik, og de to mænd overtalte et flertal af de Trump-delegerede i udvalget til at ændre partiets politik og være de facto neutral i Ukraine. Både Trump og Paul Manafort har hævdet, at de ikke anede, hvad der foregik i udvalget, og at de ikke stod bag. The Guardian mente mandag at kunne sætte navn på de to uidentificerede mænd, nemlig to amerikanske forretningsfolk, som arbejdede tæt sammen med Manafort i Ukraine.

De tre eksempler er ikke eksempler, der som Trumps russiskvenlige politik er lagt åbent frem, men eksempler, som handler om, hvor den pågældende politik kommer fra, siger kritikere: En kampagnechef med nære forbindelser til Kreml, en hacking, som er foretaget af Kreml, og en inkognito politisk forandring til fordel for Kreml, og det er i de tre eksempler værd at hæfte sig ved det operative stednavn, som går igen i dem alle tre.

Bromance

Men hvor kommer Donald Trump ind i billedet?

En mulig forklaring er hans langvarige betagelse af Putin og alting Putin. Op gennem 00erne var han konstant på jagt efter penge og anerkendelse i Moskva, og i 2008 sagde hans søn til en gruppe investorer fra Rusland: »En uforholdsmæssig stor del af vores investeringer kommer fra Rusland. Pengene strømmer ind fra Rusland.

Donald Trump rejste i 2013 og håbede, at præsident Putin villemøde op til hans finalearangement for Miss Universe. »Vil han så blive min bedste ven,« spurgte Trump. Fold sammen
Læs mere

I 2013 var Trump stadig ejer af Miss Universe konkurrencen, og han besluttede sig for at holde finalen i Moskva, han rejste selv derover og udsendte et tweet, der lød som en knallert, som skulle møde en motorcykel. »Tror I, at Putin vil komme til Miss Universe finalen i Moskva - og hvis han gør det, vil han så blive min nye bedste ven?«

Putin aflyste i sidste øjeblik sin finaletilstedeværelse, men sendte ifølge Washington Post et flatterende brev til Trump og også en gave, og siden har Trump hævdet at være venner med Putin - undtagen, når det ikke passer ham at hævde det. I juni kaldte Putin offentligt Donald Trump for »begavet,« og i Trumps genfortælling blev det til, at Putin havde kaldt ham »brilliant,« og som han sagde på MSNBC: »Det er altid en stor ære at blive så venligt komplimenteret af en mand, der er så højt respekteret i hans eget land og uden for hans eget land.« Som Politico noterede - TV-værten inviterede Trump til bare en smule kritik af Putin: »Husk på, at Putin slår journalister ihjel,« sagde han. Trump bed ikke. »Vores land står også bag mange drab,« sagde han i en direkte moralsk ækvivalering af Putins Rusland og USA.

Og det er måske det bedste udtryk for det russiske kandidatur, den moralske ækvivalens. Putin er en stærk mand, uhindret af demokratisk bagslæb og kritik, han er autoritær og handlekraftig på en måde, som Trump tidligere har sagt, at »kvinder ikke kan stå for,« men som han selv tydeligvis også har svært ved at stå for. Den præsident Putin, den muskuløse mandighed, gør kun, hvad han skal gøre for sig og sine, og der er ingen moralsk forskel på, hvad han gør, og hvad Vesten gør. Vi kan synge vores højsange, vi kan bede vores bønner, vedtage vores love og lære vores historie, men det er bare sange, bønner, love og bøger, og i sidste ende har den ene part ingen - absolut ingen - moralsk præcedens frem for den anden.

Kun på den måde, kun gennem den mangel på moral, kan en russisk kandidat lade sig gøre.