Trump: Byggeri af mur mod Mexico begynder hurtigst muligt

Arbejdet med at planlægge murbyggeri mod Mexico er i gang, siger Trump. Han gentager, at Mexico skal betale.

Foto: SHAWN THEW

Washington. De første mursten i den mur, USA vil bygge på grænsen mod Mexico, vil blive lagt hurtigst muligt. Måske allerede inden for nogle måneder.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, i et interview med tv-stationen ABC News.

Planlægningen af byggeriet er gået i gang, tilføjer han ifølge en uddrag af interviewet, som ABC News har offentliggjort.

Trump gentager også sit løfte fra valgkampen om, at det bliver Mexico, der kommer til at betale for muren.

I første omgang bliver det måske de amerikanske skatteydere, der kommer til at betale for muren. Men i sidste ende vil Mexico komme til at refundere omkostningerne, siger præsidenten.

Han tilføjer, at forhandlingerne om refusion vil begynde "relativt snart".

Trump har gentagne gange fastholdt, at Mexico skal betale for etableringen af muren. Det har den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, dog afvist et tilsvarende antal gange.

/ritzau/Reuters