Trump blev overrasket over reaktion på topmødeplan: Så tog han en hurtig beslutning

Han vidste, at Demokraterne ville kritisere ham. Men da Trump fik kritik fra sine egne, måtte han aflyse sin kontroversielle plan.

Næste års G7-topmøde skal alligevel ikke afholdes på Trumps private golfhotel. Den plan holdt kun 48 timer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Da Donald Trump præsenterede en plan om at afholde næste års internationale G7-topmøde i sin egen luksuriøse golfklub i Florida, vidste han udmærket, at han ville få kritik.

Selvfølgelig ville Demokraterne blive rasende over beslutningen om, at verdens mest magtfulde ledere skulle mødes på Trump-familiens eget hotel, Trump National Doral.

Han havde dog ikke forventet, at planen ville skabe stor utilfredshed dybt ind i hans eget republikanske parti, skriver The New York Times. Og derfor tog han lørdag aften en beslutning, der er usædvanlig for den amerikanske præsident: Han trak i land.

Lørdag – to døgn efter at han først havde præsenteret planerne – tweetede Donald Trump, at regeringen nu vil lede efter et nyt sted at afholde G7-mødet, som skal finde sted i juni.

Selv på Trumps egen favoritkanal, Fox News, kritiserede flere prominente TV-værter beslutningen om at holde topmødet på Trump National Doral. Det ville udgøre en problematisk konflikt mellem USAs interesser og Trumps private interesser, mente de.

Og da Trumps bekymringer om beslutningen voksede lørdag, ringede han til sin fungerende stabschef, Mick Mulvaney. Han holdt møde på landstedet Camp David med en lang række moderate republikanske kongresmedlemmer. Og Mulvaney kunne ifølge The New York Times fortælle præsidenten, at de republikanere mente, at han skulle omgøre sin beslutning.

Det er vigtigt for Trump at holde sig gode venner med de moderate republikanere, da de kan blive vigtige for præsidenten, hvis han senere kommer til at stå foran en rigsret. Her skal han bruge opbakning fra to tredjedele af senatets 100 medlemmer for at blive frikendt.

Flere af republikanerne til mødet på Camp David var allerede utilfredse med Trumps beslutning om at trække soldater ud af Syrien og dermed overlade de kurdiske allierede til Tyrkiets militæroffensiv. Mange orkede ikke at skulle forsvare præsidentens kontroversielle topmødebeslutning.

»Der var meget bekymring,« sagde republikaneren Tom Cole fra Oklahoma til The New York Times.

»Jeg tror ikke, at folk ligefrem mente, at det var ulovligt, men de synes klart, at det var en uprovokeret politisk fejltagelse.«

Da Trump tweetede sin kovending, lagde han dog ikke skjul på, at han var utilfreds med at være tvunget til at ændre planer.

»Jeg troede, at jeg gjorde noget godt for vores land ved at benytte Trump National Doral i Miami til at huse G7-lederne. Det er stort, prægtigt, hundredvis af hektarer, ved siden af Miami International Airport og har storslåede balsale og møderum.«

»Men som sædvanligt gik de fjendtlige medier og deres demokratiske partnere AMOK!« tweetede Trump blandt andet.

Det er uvist, hvor G7-topmødet i stedet skal afholdes. Trump nævner Camp David som en mulighed.