Trump beskylder FBI-folk for »kupforsøg:« »Det er værre end Watergate«

To tidligere FBI-ansatte har udvekslet beskeder, hvori de taler om at »stoppe« Trumps valgsejr. Ifølge præsidenten er det et forsøg på statskup.

Foto: JIM WATSON

Præsident Trump mener, at han har været udsat for et forsøg på statskup.

Det fortalte han torsdag, da han var igennem på telefonen på den ofte pro-republikanske nyhedskanal Fox News.

Trump udtalte sig, efter Fox News kunne fortælle, at højtstående FBI-ansatte har sendt beskeder til hinanden, som indikerer, at de ville forsøge at »etablere potentielle forbindelser« til personer i Trumps regering, kort efter han vandt præsidentvalget i 2016.

»Det er i sandhed et kup; det er spionage,« sagde Trump i interviewet. »De har forsøgt at infiltrere regeringen.«

Tekstbeskederne er udvekslet mellem den tidligere FBI-advokat Lisa Page og den tidligere FBI-agent Peter Strzok. Det er uvist, hvorfor de to i 2016 har korresponderet om at bygge forbindelser til personer i Trumps regering.

Under en høring i Kongressen er det tidligere kommet frem, at Peter Strzok har sendt en SMS i 2016, hvori han har skrevet »vi vil stoppe det« om Donald Trumps potentielle valgsejr, skriver CNN.

Lisa Page og Peter Strzok nægter, at deres private udvekslinger har haft indflydelse på deres arbejde for FBI. Men for Donald Trump er dette bevis på, at FBI-ansatte har forsøgt at komme af med ham og var politisk farvede, da den store Mueller-undersøgelse af Trumps-kampagnens mulige forbindelser til Rusland blev indledt i 2017.

Både Page og Strzok var en del af den særlige anklager Robert Muellers hold, da undersøgelsen blev indledt. Trump kaldte i går Page og Strzok for »beskidte betjente« og »syge mennesker.«

»Det her var et forsøg på at vælte USAs regering,« sagde han.

»Jeg synes, det er større end Watergate. Jeg synes, det muligvis er den største politiske skandale i landets historie.«

To republikanske senatorer - Chuck Grassley og Ron Johnson - vil til bunds i sagen og har bedt justitsminister William Barr om at undersøge tekstbeskederne nærmere.

Trumps beskyldninger er endnu et eksempel på, at han og Republikanerne er gået i offensiven mod Demokraterne og FBI, siden Robert Muellers store rapport i sidste uge frikendte Donald Trump for aftalt spil med Rusland under præsidentvalgkampen.

Rapporten fastslog, at der ikke var bevis for, at Trump-kampagnen har indgået i et ulovligt samarbejde med en fremmed magt.

Rapporten frikender dog ikke Donald Trump for at have forsøgt at lægge hindringer i vejen for Muellers undersøgelser - såkaldt »obstruktion af retfærdigheden«.

»Præsidentens bestræbelser på at påvirke efterforskningen var oftest uden succes, men mest af alt fordi personen omkring præsidenten afviste at udføre ordrer eller at acceptere hans anmodning,« skriver Mueller i sin rapport.

Mueller fastslår, at der ikke er beviser nok til at rejse en sag om »obstruktion af retfærdigheden« mod Trump, men foreslår, at Kongressen selv kan undersøge sagen videre.