USA's præsident, Donald Trump, har torsdag underskrevet en bekendtgørelse om at ændre navnet på Ontariosøen til USA-søen (Lake America).

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den store sø ligger mellem USA og Canada.

Beslutningen fra Trump kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem nabolandene er præget af en handelskrig.

Ifølge Trump gælder navneændringen med øjeblikkelig virkning.

- De canadiske embedsfolk har behandlet os meget dårligt. De er væmmelige (nasty) mennesker, siger Trump ifølge nyhedsbureauet.

Han siger desuden, at navneændringen var noget, han havde tænkt over i lang tid.

- Som du ved, så tog vi noget, der blev kaldt Den Mexicanske Golf, og ændrede det. Nu bliver det regelmæssigt kaldt Den Amerikanske Golf, siger Trump og tilføjer:

- Så hvis du tænker over det, så har vi en golf og en sø. Nu er alt, vi behøver, et hav. Så måske bliver vi nødt til at ændre navnet på Atlanter- og/eller Stillehavet. Måske vil vi ændre dem begge.

Trump underskrev i januar et dekret, der pålagde det amerikanske indenrigsministerium at ændre navnet på farvandet, der ligger ud for Mexico, det sydlige USA og Cuba, til Den Amerikanske Golf.

RITZAU