USA's præsident, Donald Trump, blev efter et Nato-topmøde i Tyrkiet i juli ført væk fra præsidentflyet Air Force One og over på et andet fly, fordi der var mistanke om en trussel mod ham.

Det siger Trump ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) til journalister natten til onsdag dansk tid.

- Jeg retter mig efter Secret Service og militæret. De ville have mig over på et andet fly, siger han.

Trumps udtalelse bekræfter en historie, der mandag blev bragt af The Washington Post på baggrund af oplysninger fra anonyme amerikanske embedsmænd.

Avisen skrev, at Trump efter topmødet gemte sig i en cateringvogn fra lufthavnen og smuttede ubemærket om bord på et mindre fly.

Imens blev Air Force One - der var fyldt med repræsentanter for Det Hvide Hus, sikkerhedspersonale samt journalister - sendt på vingerne ud af Tyrkiet.

Flyet fungerede ifølge The Washington Post i praksis som en afledningsmanøvre, i tilfælde af at Iran ville gøre alvor af det, der af AP omtales som en troværdig trussel om et angreb.

- Jeg er bare nødt til at gøre, hvad de siger, siger Trump natten til onsdag.

Da flyet mellemlandede i Storbritannien, sneg Trump sig ubemærket tilbage om bord på Air Force One.

Ifølge AP jokede han derefter, da han blev spurgt til en eventuel fare.

- Hvis det går galt for mig, går det også galt for jer. Ikke ("If you go, I go", red.)?, sagde han til pressen.

Dermed glattede han ifølge AP hen over det faktum, at hvis flyet var blevet skudt ned, ville præsidenten ikke have været om bord.

Trumps afgang fra Tyrkiet trak overskrifter under topmødet, fordi Trump var ankommet om bord på et luksusfly, som Qatar havde givet ham. Flyet var ikke udstyret med de samme sikkerhedsforanstaltninger som de ældre præsidentfly.

Han endte med at flyve med et mindre regeringsfly fra Tyrkiet til Storbritannien. Her sneg han sig tilbage om bord, men steg derefter ud og gik om bord på det qatarske fly.

Det Hvide Hus har ikke bekræftet meldingerne om, at præsidenten sad i en cateringvogn, men det har heller ikke afvist dem.

RITZAU