Den amerikanske præsident, Donald Trump, har bedt USA's højesteret om at genoptage et afvist søgsmål mod hans demokratiske modkandidat fra 2016, Hillary Clinton.

Det fremgår af dokumenter, som Trumps advokater har indleveret til højesteret.

Trump anklager Clinton og blandt andre den tidligere FBI-direktør James Comey for at have svindlet ved valget i 2016 ved at koble hans valgkamp til Rusland.

Den føderale dommer Donald Middlebrooks har tidligere afvist sagen og kaldt den for useriøs. Middlebrooks idømte Trump og hans advokater næsten én million dollar i bøder og sagsomkostninger.

En amerikansk appeldomstol stadfæstede efterfølgende både afvisningen af sagen og bøderne.

Trumps advokater skriver i de nye dokumenter, at en behandling i landets højesteret er nødvendig for at beskytte præsidentembedet.

Ifølge hans advokater afspejler de lavere domstoles afgørelser "en dybt bekymrende tendens, hvor føderale domstole bruger sanktioner og disciplinære trusler til at afstraffe præsidenten og hans advokater for legitime juridiske synspunkter, som domstolene afviser".

Trump har for vane at sagsøge sine modstandere.

I 2022, da Trump ikke længere var præsident, sagsøgte han Clinton og Comey.

Han hævdede i søgsmålet, at Clinton og Comey forud for valget i 2016 i ledtog med andre havde planlagt at skabe det, han betegnede som et falsk narrativ om, at han var i ledtog med Rusland.

Trump endte med at vinde valget, på trods af at han fik færrest stemmer på landsplan, og han blev præsident fra 2017 til 2021.

Amerikanske embedsmænd har anklaget Rusland for at blande sig i valget i 2016.

En efterforskning anført af den tidligere FBI-chef Robert Mueller har dokumenteret omfattende kontakt mellem medlemmer af Trumps valgkampagnestab og russiske agenter, der forsøgte at påvirke valget til hans fordel.

Trump har kaldt påstanden om russisk indblanding for "spin".

RITZAU/Reuters