Den tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat, Donald Trump, antyder, at han vil skippe præsidentdebatten mod Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, der skulle finde sted 10. september.
Det skriver The Washington Post.
Den omtalte debat er den eneste af sin slags på de store tv-stationer i USA, hvor begge præsidentkandidater officielt har takket ja til at deltage. Men søndag aften amerikansk tid begyndte Donald Trump at trække tilbage:
»Jeg sad og så ABC FAKE NEWS i morges med reporteren Jonathan Carls latterlige og partiske interview med Tom Cotton og deres panel af Trump-hadere. Jeg spørger bare, hvorfor skulle jeg deltage i debatten mod Kamala Harris på den kanal?« lyder det blandt andet i et opslag på det højreorienterede sociale medie Truth Social.
Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.
Alternativt kan du se indholdet på truth-social
Det er nu ikke første gang, at Donald Trump truer med at trække sig fra debatten mod sin politiske modstander.
Tidligere på måneden udtalte Trump, at han ikke længere havde tænkt sig at deltage i ABCs debat alligevel, og at han kun ville gå med til en politisk debat mod Kamala Harris, hvis det foregik hos Fox News.
Den udtalelse trak han tilbage lige indtil i går, hvor han luftede ideen igen.
Trump har også tilbudt en debat mod Kamala Harris på NBC, hvilket Demokraterne har takket nej til.
Oprindeligt skulle debatten være mellem Donald Trump og Demokraternes tidligere præsidentkandidat Joe Biden, der trak sig for lidt over en måned siden.
Der har ikke været en politisk debat mellem USAs præsidentkandidater siden den katastrofale debat mod Joe Biden i juni måned. Senere trak Joe Biden sit kandidatur, hvor nuværende vicepræsident Kamala Harris sidenhen er blevet Demokraternes officielle præsidentkandidat.
Donald Trump og Kamala Harris har endnu ikke været i en politisk debat mod hinanden.