USA's præsident, Donald Trump, afviser natten til mandag at svare på, om han regner med at skride til handling over for Grønland.
Det sker om bord på præsidentflyet Air Force One.
Her bliver Trump af en journalist spurgt om, hvorvidt han regner med at "take action" mod Grønland, hvilket på dansk kan oversættes til at skride til handling.
- Jeg gider ikke tale om Grønland. Jeg vil tale om Venezuela, Rusland, Ukraine, svarer Trump.
- Vi vil bekymre os om Grønland om omkring to måneder. Lad os tale om Grønland om 20 dage, siger Trump om bord på præsidentflyet Air Force One.
Det står ikke klart, hvorfor Trump nævner præcist disse tidspunkter.
Efter at have affejet journalistens spørgsmål, taler præsidenten dog alligevel om Grønland.
- Men jeg vil gerne sige det her om Grønland. Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhedssituation, siger Trump.
- Lige nu er der fyldt med kinesiske og russiske skibe over alt i Grønland. Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed. Danmark kommer ikke til at være i stand til at løfte opgaven, siger han.
- EU har brug for, at vi får det (Grønland, red.). Og det ved de godt, tilføjer den amerikanske præsident.
Det var under Trumps første præsidentperiode i 2019, at han første gang begyndte at tale om amerikansk ejerskab over Grønland.
Han har med jævne mellemrum taget emnet op, efter at han i november blev valgt til sin anden periode.
Det gjorde han også søndag i et telefoninterview med mediet The Atlantic.
- Vi har absolut brug for Grønland (we do need Greenland, absolutely, red.), sagde Trump ifølge mediet.
Men det giver absolut ingen mening at tale om, at det skulle være nødvendigt for USA at overtage Grønland, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) søndag i en udtalelse.
- USA har ingen adkomst til at annektere et af de tre lande i rigsfællesskabet, sagde Frederiksen.
Samtidigt opfordrede hun "kraftigt til, at man fra USA's side stopper truslerne mod en historisk tæt allieret og mod et andet land og et andet folk, som meget klart har sagt, at de ikke er til salg".
Trump blev natten til mandag ikke spurgt til - og kommenterede ikke - søndagens udtalelse fra den danske statsminister.
/ritzau/
