Fredag meddelte præsident Donald Trumps administration, at statsanklageren Geoffrey Berman træder tilbage fra sin stilling.
Berman er statsanklager i New Yorks sydlige distrikt. Han har blandt andet spillet en central rolle i anklagemyndighedens undersøgelse af Trump-advokat Michael Cohen.
Han har desuden undersøgt Trump-rådgiver Rudy Giuliani. Giuliani menes at have arbejdet på at få Ukraine til at indlede en efterforskning mod tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn, Hunter.
I en pressemeddelelse oplyste justitsminister William Barr, at Berman træder tilbage. Han pegede desuden også på en kandidat som afløser for Berman.
»Jeg takker Geoffrey Berman, som træder tilbage efter to et halvt år som anklager for det sydlige distrikt i New York,« lød det fra Barr i pressemeddelelsen.
Men Berman selv afviser, at han er trådt tilbage. Og han har heller ikke planer om det. Han hørte først om den mulige afskedigelse via pressemeddelelsen.
»Jeg er ikke trådt tilbage, og jeg har ingen intention om at træde tilbage.«
»Jeg træder tilbage, når præsidenten har udpeget en kandidat, som bliver godkendt af Senatet. Indtil da fortsætter vores efterforskning uden afbrydelser,« siger Berman.
Ifølge William Barr er Berman færdig i stillingen 3. juli. Berman tiltrådte stillingen i 2018. Han var udpeget af Barrs forgænger, Jeff Sessions.
Den uafklarede situation kan føre til et historisk sammenstød mellem det amerikanske justitsministerium og et af de mest profilerede statsadvokatkontorer i USA.
Udmeldingen møder kritik fra Demokraterne. Chuck Schumer, den demokratiske leder i Senatet, udtrykker bekymring over forsøget på at fyre Berman.
»Denne afskedigelse en sen fredag aften stinker af potentiel korruption af de retlige processer,« siger han.
/ritzau/AFP