USA's præsident, Donald Trump, siger lørdag, at hans plan om at få afsluttet krigen i Ukraine ikke er et endeligt tilbud.
På et spørgsmål fra journalister om hans forslag på 28 punkter - som indebærer, at Ukraine skal afstå territorium, reducere sin hær og love aldrig at blive medlem af Nato - er hans "endelige tilbud til Ukraine", svarer Trump:
- Nej.
- Vi forsøger at få det afsluttet. På den ene eller anden måde er vi nødt til at få det afsluttet, tilføjer han.
Søndag er der møde i den schweiziske by Genève, hvor USA's udenrigsminister, Marco Rubio, ventes at deltage sammen med blandt andre den særlige udsending Steve Witkoff.
Flere europæiske embedsmænd ventes også at deltage i mødet i Schweiz.
Lørdag har en række af Ukraines allierede ytret bekymring om de krav, der bliver stillet til ukrainerne.
Flere europæiske ledere har understreget, at det amerikanske forslag kan være grundlag for forhandlinger, men at det kræver yderligere arbejde.
i sin nuværende form vil det betyde, at Rusland kan beholde omkring 20 procent af Ukraine og får opfyldt en lang række krav, som ifølge Ukraines støtter vil belønne Rusland for at have indledt en blodig krig mod nabolandet.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde fredag, at hans land står over for et "meget svært valg mellem at miste sin værdighed eller risikere at miste en vigtig allieret" med hentydning til USA.
Zelenskyj har sagt, at han ville fremlægge "alternativer".
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt, at han er villig til at drøfte detaljerne i planen. Han advarer samtidig om, at hvis Ukraine afviser planen, vil Rusland fortsætte den krig, der blev indledt i februar 2022.
Fredag sagde Trump, at torsdag den 27. november - hvor USA fejrer Thanksgiving - er et "passende tidspunkt" for Zelenskyj til at indgå en aftale. Trump tilføjede, at det kunne være fleksibelt.
- Han bliver nødt til at kunne lide det, og hvis han ikke kan lide det, ja, så bør de bare fortsætte kampen, sagde Trump til journalister.
- På et tidspunkt bliver han nødt til at acceptere et eller andet.
/ritzau/AFP
