Truet tiger får kappet benet af i en fælde

En trebenet tiger er blevet set i Indonesien. Sandsynligvis har den mistet benet i en fælde.

Sumatratigeren er blandt verdens mest truede dyr. Alligevel kan krybskytter åbenbart ikke holde fingrene fra den. Verdensnaturfonden WWF har opdaget en trebenet sumatratiger i Indonesien, der tilsyneladende er gået i en fælde til trods for, at den lever i Tesso Nilo-nationalparken.

- Det er særdeles foruroligende, at det er sket i en nationalpark, hvor tigre brude være beskyttet. Tigeren ser ud til at have det godt, men hans fremtid er usikker, hedder det i en udtalelse fra WWF i Indonesien.

Der er under 400 vildtlevende sumatratigre tilbage i verden.

/ritzau/