Det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) går markant frem ved søndagens lokalvalg i Nordrhein-Westfalen, der er Tysklands mest folkerige delstat.
Ifølge de foreløbige resultater får AfD overordnet set 14,5 procent af stemmerne ved lokalvalget.
Det er næsten en tredobling i forhold til valget for fem år siden, hvor partiet fik 5,1 procent.
Det kan føre til, at partiet for første gang kan gå hen og sætte sig på en borgmesterpost i Nordrhein-Westfalen.
AfD's leder i delstaten, Martin Vincentz, siger ifølge tv-stationen WDR, at valget viser, at vælgerne vil have "meget mere" af hans parti.
- Det var en folkeafstemning om, hvilken retning vores land skal tage, mener han.
Det konservative CDU, som er forbundskansler Friedrich Merz' parti, er overordnet set fortsat det største parti i den vestlige delstat.
CDU får godt 33 procent af stemmerne, viser de foreløbige resultater.
Resultatet af lokalvalget - der kan give et fingerpeg om, hvordan det står til på landsplan - får dog ikke partiet til at juble.
CDU's ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, Hendrik Wüst, siger i en tale på valgaftenen, at resultatet er tankevækkende.
- Vi kan ikke læne os tilbage og tage den med ro. Heller ikke mit parti, som tydeligvis vandt valget, siger han ifølge avisen Rheinische Post, skriver nyhedsbureauet TT.
Ved lokalvalget skulle der fordeles omkring 20.000 pladser i byråd i 396 byer og 31 distrikter samt i det regionale parlament i Nordrhein-Westfalen.
Det næststørste parti i delstaten bliver ifølge de foreløbige resultater det socialdemokratiske SPD, der står til 22 procent.
De Grønne går markant tilbage fra 20 procent af stemmerne ved valget i 2020 til 13,5 procent ved søndagens lokalvalg.
Nordrhein-Westfalen er Tysklands mest folkerige delstat. Lidt over 18 millioner af de omkring 83 millioner indbyggere i Tyskland bor i denne delstat, der blandt andet omfatter byerne Köln og Düsseldorf.
/ritzau/