Triumf eller tragedie? Rusland fejrer 70 år gammel sejr

Tårerne bliver glemt. Støvlerne tramper hårdere. I Rusland er en 70 år gammel sejr i Anden Verdenskrig blevet et politisk rusmiddel, siger historiker. Han blev selv fyret for at bryde Putins uskrevne lov.

Russiske børn synger fædrelandssange under forberedelserne til fejringen af 9. maj. Y Fold sammen
Læs mere
Foto: SERGEI ILNITSKY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Andrej Subov rejser sig fra sit skrivebord og bladrer lidt i en rodebunke mellem bøgerne om Ruslands historie. Han fisker et stykke papir ud af stakken.

»Sejren begynder her,« siger han.

En flamme, et sort-orange bånd og en sovjetisk soldaterhjelm pryder brevet. »Den Store Sejr 70 år!« står der med store bogstaver.

Det ligner en indbydelse til en militærparade, men vender man papiret om, handler det om prisen per kilowatt-time i Andrej Subovs lejlighed.

Hyldesten til sejren over Nazi-Tyskland har været et fast indslag på alle opkrævninger fra Moskvas energiselskaber siden marts.

»Det er vel en slags forsikring for dem. De vil ikke stå tilbage for nogen,« siger den 63-årige historiker.

Om præcis en uge markeres 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig i Moskva, men mange steder har fejringen – som elregningen antyder – været i gang længe.

»Vi sejrede!« står der med meterhøje bogstaver på et gigantisk banner på Novyj Arbat-gaden i Moskva. Længere nede af vejen har det statslige jernbaneselskab opsat reklameskilte, der fortæller om statsbanernes bidrag til kampen mod Hitler.

På de statslige TV-kanaler har nyhedsværterne i ugevis optrådt med det sort-orange Skt. Georgsbånd. Om aftenen ruller dokumentarfilm om Den Røde Hærs indsats under krigen over skærmen.

Også i Moskvas vidtstrakte metro er vogne blevet dekoreret med røde stjerner. Sovjet-patriotiske sange spiller dag og nat i højtalerne over de lange rulletrapper.

Det hele kulminerer på lørdag, 9. maj, når den største militærparade i Ruslands nyere historie rammer Moskva. Mens en væbnet konflikt hærger i nabolandet Ukraine, vil 16.000 soldater, 200 pansrede køretøjer, langt­rækkende missiler og 150 kampfly og helikoptere tage del i paraden på Den Røde Plads.

Sådan har det ikke altid været. Ruslands fejring af 9. maj har ændret sig radikalt de senere år, siger Andrej Subov.

»Under Putin er fejringen i praksis vendt tilbage til Bresjnev-tiden (Sovjetunionens leder 1964-1982, red.),« siger den ansete historiker, der er forfatter til flere værker om Sovjetunionens rolle i Anden Verdenskrig.

For ti år siden, da afslutningen på Anden Verdenskrig også fyldte rundt, deltog hverken kampvogne eller missiler på den Røde Plads. Dengang blev veteraner fra krigen hyldet, mens de rullede over Den Røde Plads på ladet af restaurerede militærlastbiler fra 1940erne.

Våbentung fejring

Især de seneste fem år er fejringen blevet stadig mere våbentung.

»For Bresjnev var budskabet, at det var partiets og folkets sejr over fascismen og befrielsen af Europa. Det var en entydig triumf, og de mørke sider, stalinismen, dem taler vi ikke om,« siger Andrej Subov.

Nu er historien igen blevet politisk ømtålelig. Det ved Andrej Subov om nogen. Han blev sidste år fyret efter en lang karriere på et af Moskvas mest ansete universiteter, MGIMO, hvorfra landets diplomater rekrutteres. Han brøde? Han sammenlignede Vladimir Putins fremfærd i Ukraine med Nazi-Tysklands annektering af Østrig i 1938.

Det vender vi tilbage til.

For først er det vigtigt at forstå, hvorfor sejrsdagen og mindet om sejren over Nazi-Tyskland er så centralt for russisk selvforståelse, understreger Subov.

9. maj har nemlig både et godmodigt og et mere militant ansigt.

For det første er det dagen, hvor veteranerne, hvidhårede og mange godt oppe i halvfemserne, trækker i gamle uniformsjakker med tunge medaljer på brystet. De får blomster af deres børnebørn og oldebørn. I Moskva mødes mange i Gorkij-Parken til frokost, et glas vodka og en svingom på stive ben.

De markerer en »sejr med tårer i øjnene«, en ufattelig tragedie, tabet af over 26 millioner menneskeliv i kampen mod de nazistiske invasionstropper. Russerne værner om mindet om den afgørende sovjetiske indsats, der knuste Hitlers krigsmaskine på østfronten. I Rusland er krigen kendt som den »Store Fædrelandskrig«.

9. maj er derfor fortsat Ruslands vigtigste mærkedag. Men måden, den markeres på, har svinget mellem sorg og triumf lige siden 1945, påpeger Andrej Subov.

Ikke mindst opfattelsen af sovjetdiktatoren Josef Stalins rolle under krigen har ændret sig af flere omgange.

Under Den Kolde Krig brugte kommunistpartiet frem for alt sejrsdagen som en magtdemonstration, når de interkontinentale missiler rumlede forbi Lenins Mausoleum.

I årene efter arkiverne blev åbnet før og efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik sorgen igen overtaget.

Omfanget af Stalins forbrydelser mod sit eget folk før, under og efter krigen stod først klart for den brede offentlighed i Rusland, da nye historiske værker udkom i 1990erne.

»Der viste sig et andet billede: Ikke et billede af en stor triumf, men et billede af en stor tragedie. Millioner er af mennesker døde og erkendelsen af, at tabstallene ikke havde været så store, hvis ikke Stalin havde været ved magten,« siger Andrej Subov.

Henrettelse af kritiske soldater

Fire femtedele af det russiske officerskorps blev udslettet af Stalin inden krigen, hele folkeslag blev deporteret, millioner omkom under sultemordet i Ukraine, og selv mens krigen rasede fortsatte Stalins hemmelige politi NKVD henrettelser af egne soldater ved fronten for virkelig eller indbildt kritik af lederen i Kreml.

I Rusland var den vigtigste virkning af arkivernes åbning et kæbestød mod myten om, at befolkningens og Stalins krig var en og den samme, siger Andrej Subov.

»Folket kæmpede i krigen for at befri landet fra nazisterne, men de kæmpede i det håb, at krigen også ville befri landet for totalitarismen. Det er billedet fra breve, afhøringsprotokoller, digte og sange fra krigens tid,« siger han.

Stalins krig

Efter de umenneskelige lidelser under slaget ved Stalingrad – der til sidst knækkede ryggen på Hitlers Wehrmacht – viser breve og optegnelser en ny selvfølelse blandt de sovjetiske soldater.

»Der opstod en følelse af, at det ikke var Stalins krig, men deres krig. Men denne krig for befrielsen af fædrelandet blev naturligvis tabt. De befriede landet fra Hitler, men ikke fra Stalin,« siger Andrej Subov.

Den opfattelse var dominerende i 1990erne og 00erne i Rusland. En ny generation af historikere påpegede, at den sovjetiske sejr i Anden Verdenskrig nærmere skete på trods af end på grund af Stalin.

Nu ændrer opfattelsen sig igen, mener Andrej Subov. Ruslands statsfinansierede Militær-Historiske Selskab, hvis formand er Putins kulturminister Vladimir Medinskij, gav for nyligt sin støtte til museum for Stalins indsats ved fronten uden for byen Tver.

»I denne opfattelse bliver den vigtigste helt Stalin. Han tog alt det, der tilhørte tsarerne, og gik også hele vejen til Berlin og Prag. Han bliver på den måde et symbol på imperiet,« siger Subov.

De blodige begivenheder i Ukraine har leveret yderligere brændstof. I nationalistiske kredse og i militante bevægelser som den russiske »Anti-Majdan« er man groft sagt enten for Stalin eller en Hitler-sympatiserende forræder. Da ukrainske demonstranter vippede Lenin-statuer soklerne, blev de derfor døbt »fascister« på russisk stats-TV. For Kreml blev anti-sovjetisk opfattet som anti-russisk.

»Forståelsen af Rusland som en videreførelse af Sovjetunionen er markant styrket. Men også med nogle rettelser. Lenin er for eksempel ikke en del af dette. Han opfattes som plettet af udenlandske alliancer,« siger Andrej Subov.

Højdepunkt for Putins popularitet

Annekteringen af den ukrainske Krim-halvø i marts sidste år markerede et højdepunkt både for Putins popularitet og for den reviderede historieopfattelse.

Det orange-sorte Skt. Georgsbånd, et symbol for sejren i Anden Verdenskrig, blev et symbol for både Krims »tilbagevenden« og kampfarver for de militante pro-russiske oprørere i Østukraine.

Ringen var sluttet. I propagandaen blev kampen mod den ukrainske regering i Kiev symbolsk sidestillet med kampen mod Hitler.

Midt i denne symbolkamp var det derfor særdeles ubelejligt, da Andrej Subov, en af Ruslands mest ansete historikere, offentligt sammenlignede forløbet under Putins annektering af Krim med Nazi-Tysklands annektering af Østrig.

»Vi må standse op og tænke os om. Vores politikere drager os ind i et frygteligt eksperiment,« skrev Subov i avisen Vedomosti.

Kort efter blev professoren fyret fra sit universitet. Årsagen var officielt »umoralske handlinger, der er uforenelige med fortsættelsen af hans arbejde«. Protester mod fyringen fra både kolleger og studerende var forgæves.

»Det var en kollision,« siger Andrej Subov i dag.

»At fordømme annekteringen af Krim og endnu værre at sammenligne den med nazisternes fremgangsmåde inden krigen, selv om den ligner én-til-én, er nu noget usigeligt i Rusland,« siger Andrej Subov.

Sammenligningen kolliderer frontalt med magthavernes egne historiske paralleler. Mindet om Anden Verdenskrig bruges som et »politisk rusmiddel« i en ny konflikt, mener han.

»Det er en totalitær sti, vi går på,« siger Andrej Subov.

Den kendte historiker underviser fortsat sine gamle studerende, men nu foregår det hjemme i lejligheden og via offentlige forelæsninger i Moskva organiseret af oppositionsavisen Novaja Gaseta.

Russerne værner med rette om mindet om deres bedsteforældre, der kæmpede i krigen mod Hitler, siger Andrej Subov.

»Men stoltheden må altid være kombineret med sorgen over tragedien. Og dette andet element mangler, hvis de nuværende magthavere ønsker at kalde det Stalins sejr,« siger han.