Trekantsdrama om magten i Italien

En ny bog afdækker, hvordan præsident Giorgio Napolitano tilbød Mario Monti jobbet som teknokratisk regeringschef længe inden, Silvio Berlusconi måtte træde tilbage i november 2011.

En ny bog afdækker, hvordan italiens 88-årige præsident, Giorgio Napolitano (tv.), allerede sidste sommer bad Mario Monti om at holde sig klar til at overtage premierministerposten efter Silvio Berlusconi, der først trådte tilbage i november. Napolitano afviser efter afsløringen i et åbent brev til avisen Corriere della Sera at have konspireret mod Berlusconi og hævder, at der bare var tale om rettidig omhu. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Giorgio Napolitano er en af de få politikere, som italienerne endnu har blot en smule respekt for. Med god grund. I perioder under de seneste års mere eller mindre permanente politiske krise har det syntes, som var den 88-årige præsident og tidligere kommunistleder det eneste bolværk mod et regulært kollaps i landets demokratiske institutioner. Og da forsøget på at vælge hans efterfølger i april sidste år udløste gigantisk kaos i parlamentet, ofrede han et ellers velfortjent otium til fordel for Italien og lod sig overtale til at fortsætte på posten i endnu en periode.

Sådan lyder i hvert fald den officielle version af historien om Napolitanos snart otte år lange præsidentskab. Men er rollen som nationens frelser i virkeligheden steget »kong Giorgio«, som statslederen er kendt i visse journalistiske kredse, til hovedet, og har han i stabilitetens hellige navn tiltvunget sig langt mere magt, end der er belæg for i Italiens forfatning?Det har såvel protestbevægelsen Movimento 5 Stelle som den del af højrefløjen, der fortsat bakker op om Berlusconi, længe ment. Og deres vrede mod præsidenten er ikke blevet mindre, efter at avisen Corriere della Sera mandag bragte et opsigtsvækkende uddrag af bogen »Ammazziamo il Gattopardo« (Lad os dræbe Leoparden), som udkommer i dag.

Monti kørt i stilling måneder i forvejen

I bogen afdækker den amerikanske journalist Alan Friedman forløbet op til Berlusconi-regeringens afgang midt under en af den sydeuropæiske gældskrises mest turbulente faser i november 2011.

Umiddelbart var det ganske vist faneflugt i egne rækker under en afgørende afstemning i parlamentet, som tvang Il Cavaliere til at træde tilbage. Men samtidig gik rygterne lystigt om, hvordan magtfulde personer såvel i Italien som uden for landets grænser forinden havde besluttet at sætte ham fra bestillingen, og Friedmans research viser, at der er noget om snakken.

Både industribaronen Carlo de Benedetti og tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi bekræfter i bogen, at de i løbet af sommeren 2011 blev opsøgt af Mario Monti. Økonomiprofessoren, der som bekendt endte med at danne en teknokrat-regering efter Berlusconis fald, ville drøfte et jobtilbud han havde modtaget fra præsidentpaladset, og de opfordrede ham begge til at sige ja.

Også Monti selv indrømmer hårdt presset over for Friedman, der er bosat i Italien, at Napolitano allerede i juni bad ham holde sig klar til at overtage magten.

»Ja. Han, øh, han sendte mig et signal i den retning,« fremstammer den nu tidligere premierminister tydeligt utilpas ved situationen i et videofilmet interview, som er blevet offentliggjort samtidig med boguddraget.

Rigsretssag afvist

Konspirerede Napolitano i månedsvis mod en regering, der – uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Berlusconis troværdighed som premierminister – var dannet efter et demokratisk valg?

Nej, hævder præsidenten i et åbent brev til Corriere della Sera, han gjorde blot sit arbejde.

Det består blandt andet i at sikre landet en handlekraftig regering, og derfor var det nødvendigt at handle med rettidig omhu i forhold til Berlusconi, der var svækket af intern strid samt, ikke mindst, af omverdenens åbenlyse mistillid, skriver Napolitano.Et parlamentsudvalg afviste da også i går at rejse en rigsretssag mod præsidenten, sådan som Movimento 5 Stelle havde foreslået. I den forbindelse undlod medlemmerne af Berlusconis parti, Forza Italia, at stemme for ikke at blive slået i hartkorn med protestbevægelsen, hvilket dog ikke har forhindret dem i at iværksætte et verbalt tæppebombardement mod Napolitano, der bl.a. beskyldes for at have begået et »blødt« statskup.

Mindre kan gøre det. Men da Friedman i sin bog beder Monti om at gøre status over regeringstiden og det mislykkede forsøg på efterfølgende at skabe et slagkraftigt centrumsparti, tyder hans svar ikke desto mindre på, at der snarere blev gået efter manden end bolden både før og efter de dramatiske begivenheder i november 2011:

»Havde det ikke været for mig og mine stemmer (ved sidste års parlamentsvalg. red.), ville Berlusconi i dag være enten præsident eller premierminister. Det er et konkret resultat af min indsats, at vi har undgået det.«