Trekantsdrama før Trumps Europa-besøg: USA truer med at rykke tropper fra Tyskland til Polen

Det trækker op til en skærpelse af konflikten mellem USA og Tyskland om de tyske forsvarsudgifter inden Donald Trumps dobbeltbesøg til Europa. Polen står klar til at tage imod amerikanske tropper, der hidtil har været i Tyskland. Den truende recession i Tyskland vanskeliggør situationen for Merkel-regeringen.

Tyskland er efter Japan det land, hvor USA har udstationeret flest tropper. Det gælder for eksempel flyvestationen Ramstein i Rheinland-Pfalz, som præsident Trump gæstede i december 2018. Nu truer to af hans ambassadører med, at nogle af tropperne skal rykkes til Polen. Det sker som optakt på Trumps Europa-besøg; først i Frankrig, derefter i Polen og Danmark. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det har i forvejen ikke været en god sommer i det hårdt prøvede amerikansk-tyske forhold.

Tyskerne har hverken kunnet imødekomme amerikanernes ønske om at deltage i en operation i Hormuz-strædet eller at styrke landets indsats mod Islamisk Stat.