Tre timer udstillede EUs totale splittelse i asylpolitikken

Tirsdag var det den svenske EU-kommissærs tur til at blive grillet om asyl- og migrationspolitik. Ylva Johansson kan konstatere, at parlamentet er splittet i migrationsspørgsmålet, og at en dansk politiker ikke havde meget fidus til hende.

Svenske Ylva Johansson blev tirsdag grillet af parlamentarikere i Bruxelles. Den tidligere socialdemokratiske minister har erklæret sig »stolt« over den måde, Sverige håndterede flygtningekrisen på i 2015. Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix

Omkring klokken halv et tirsdag meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at hun vil stille sig i spidsen for at arbejde for et nyt asylsystem i EU, og lidt mere end fire timer senere stod det klart, hvor vanskelig en opgave det reelt bliver.

For i mellemtiden var den svenske kommissærkandidat, Ylva Johansson, blevet grillet af europaparlamentsmedlemmer i Bruxelles i en høring, der først og fremmest blotlagde, hvor splittet EU er i asyl- og flygtningespørgsmålet.