En helikopter fra den britiske flåde er styrtet ned på en mark i Devon i det sydvestlige England, og tre ombordværende har mistet livet.

Det skriver Sky News.

Styrtet skete kort før klokken 04.00 onsdag morgen.

- Det er med dyb sorg, at vi kan bekræfte, at tre personer fra den britiske flåde har mistet livet under en helikoptertræningsøvelse, siger en talsperson for flåden.

Undersøgelser af hændelsen er i gang, oplyser britiske myndigheder.

Flere veje i nærheden af ulykken er blevet lukket for trafik.

Billeder fra stedet viser vragdele på en afsveden græsmark, herunder hvad der ser ud til at være helikopterens haleparti.

/ritzau/