Tre personer er mandag døde efter et israelsk angreb på et køretøj nær den libanesiske by Sidon.

Det skriver libanesiske statsmedier ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Israel har udtalt, at angrebet var rettet mod personer fra militsen Hizbollah.

Israel har den seneste tid udført flere angreb i det sydlige Libanon og begrunder dem med, at Hizbollah genopruster, selv om FN's fredsbevarende styrke i Libanon (Unifil) ikke har fundet belæg for anklagen.

- Siden våbenhvileaftalen trådte i kraft sidste år, har vi syd for Litani-floden ikke set beviser for, at der kommer nye våben ind, at ny ikke-statslig militærinfrastruktur bliver bygget, eller at der sker militære bevægelser fra ikke-statslige aktører, siger Kandice Ardiel, der er talsperson for FN-styrken, til nyhedsbureauet dpa fredag.

I våbenhvileaftalen fra november sidste år skulle Hizbollah trække sig nord for Litani-floden, der ligger omkring 30 kilometer fra den israelske grænse.

Israels soldater skulle til gengæld trække sig fra det sydlige Libanon, men er stadig til stede med soldater ved flere lokationer i området.

I august vedtog et enigt FN's Sikkerhedsråd ved en afstemning, at Unifil bliver forlænget frem til udgangen af 2026. Derefter er det slut.

Italiens forsvarsminister, Guido Crosetto, udtaler mandag under et besøg i Libanon, at Italien ønsker at blive i landet efter 2026.

Angrebet blev mandag udført af en israelsk drone på en vej omkring ti kilometer fra kystbyen Sidon.

De tre personer befandt sig alle i køretøjet.

En erklæring fra det israelske militær lød, at der var "ramt flere Hizbollah-terrorister i Sidon-området", skriver AFP.

Sidon er den tredjestørste by i Libanon.

Byen blev også ramt af et israelsk angreb i midten af november, hvor 13 personer blev dræbt. Angrebet var her rettet mod en palæstinensisk flygtningelejr.

/ritzau/