Tre personer er døde i vejrrelaterede ulykker i Frankrig og Spanien, hvor stormvejr har rastet det seneste døgn.

Det oplyser myndighederne i de to lande fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Cirka 450.000 husstande i det sydlige Frankrig er fredag morgen og formiddag uden strøm, oplyser el-operatøren Enedis.

Kraftig vind og voldsom regn har skabt kaos i det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien samt dele af Portugal, hvilket har medført aflysninger af fly, tog og færger samt forstyrrelser på vejene.

De spanske myndigheder oplyser ifølge AFP, at en kvinde er omkommet, efter at taget på et industrilager kollapsede over hende.

I Frankrig er en person død efter et fald fra en stige, og en lastbilchauffør er blevet dræbt, fordi et træ er smadret gennem hans forrude, skriver nyhedsbureauet.

Flere er også blevet kvæstet i vejrrelaterede hændelser i Spanien, og en viadukt i Portugal er delvist kollapset på grund af oversvømmelser.

Franske meteorologer siger, at stormen, der har fået navnet Nils, er "usædvanligt kraftig".

Flere indbyggere i Sydfrankrig er chokerede over stormens voldsomhed, skriver AFP.

- Jeg har aldrig set noget lignende, fortæller en blomsterhandler i byen Perpignan.

En indbygger i landsbyen Roaillan nær Bordeaux kalder situationen "vanvittig".

Den seneste tid har dele af Sydeuropa været ramt af voldsomt vejr.

I weekenden ramte stormen Marta den Iberiske Halvø, og mere end 26.000 redningsarbejdere blev sat ind i Portugal.

Det skete, blot få dage efter at oversvømmelser forårsaget af stormen Leonardo dræbte to personer i Portugal og Spanien.

I slutningen af januar mistede fem personer desuden livet, da stormen Kristin ramte Portugal.

Ifølge AFP peger flere forskere på, at menneskeskabte klimaforandringer øger varigheden, intensiteten og hyppigheden af de ekstreme vejrhændelser, såsom oversvømmelser og hedebølger, der har ramt Sydeuropa i de senere år.

/ritzau/