Tre personer meldes dræbt, og to meldes såret i et ukrainsk droneangreb i den russiske region Krasnodar.

Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne oplyser, at flere brande på industrigrunde, der var brudt ud på grund af angrebet, er blevet slukket.

Tidligere lørdag har det ukrainske militær ifølge Reuters oplyst, at det har angrebet et olieraffinaderi i byen Ilskij, der ligger i Krasnodar.

Det er ikke oplyst, om dødsfaldene er sket som følge af dette angreb.

Ukraines militær oplyser, at en brand brød ud som følge af angrebet fra raffinaderiet, som af Ukraine beskrives som et, der hjælper Rusland med at føre krig i Ukraine.

Regionen Krasnodar ligger i det sydlige Rusland ud til Sortehavet.

RITZAU