Tre mænd er bekræftet døde til havs, efter at der natten til mandag blev iværksat en omfattende eftersøgning ud for kysten af Nordmøre i Norge.

Det skriver det norske medie Aftenposten.

Mændene, der er i 50'erne og 60'erne, var ude for at fiske, og da de ikke kom tilbage til aftalt tid, blev det anmeldt til politiet.

Ingen af de afdøde er norske statsborgere, og politiet arbejder på at underrette deres pårørende, skriver Aftenposten.

Mændenes nationaliteter er ikke oplyst. Ingen af dem er svenske statsborgere, oplyser norsk politi over for det svenske nyhedsbureau TT.

Til Ritzau oplyser norsk politi, at det arbejder på at verificere de afdøde.

Ifølge Aftenposten oplyste politiet klokken 03.44, at en redningshelikopter havde fundet en kæntret båd og de tre personer omkomne i havet.

De livløse mænd blev fundet ud for Smøla, der er en økommune i det vestlige Norge.

/ritzau/