Tre mænd anholdt i Pakistan

Pakistansk politi har anholdt tre mænd i forbindelse med den bil, der blev brugt under angrebet, mod den danske ambassade i Islamabad mandag morgen. BILLEDSERIE: Her er krateret ved den danske ambassade

Foto: Scanpix/AFP

Ifølge det pakistanske nyhedssite Dawn.com blev den hvide bil, der blev anvendt til angrebet, stjålet fra en politistation i byen Mochiwala den 18. februar. Bilen blev stjålet under anvendelse af våbenmagt.

Kilder fortæller, at bilens motor- og stelnummer var registreret hos myndighederne, og at den mand, som bilen var registreret under, er blevet anholdt.

To andre mænd – den ene ansat ved Federal Investigation Agency, en enhed under pakistansk politi og ejeren af det udstillingslokale, som havde lejet bilen, blev anholdt allerede tirsdag.

Det er langtfra sikkert, at de tre mænd vil forblive anholdt - eller at de har forbindelse til bomben mod den danske ambassade.

Undersøgelser viste, at motor- og stelnummer var forfalsket, idet de originale numre var registreret i Lahore.

Fantomtegning
Pakistansk politi arbejder fortsat på en fantomtegning af bilens chauffør.

Tegningen baseres på øjenvidner, der har set manden umiddelbart inden angrebet.

Der arbejdes fortsat udfra teorien om, at der har været tale om en selvmordsbomber.