Tre mænd anholdt for at planlægge angreb på prideparade i Wien

Tre mænd er blevet anholdt for at planlægge angreb på pride i Østrig. De mistænkes for at sympatisere med IS.

Priden er skudt i gang i Wien, men forud for festlighederne blev tre mænd anholdt for at planlægge et angreb på prideparaden. Leonhard Foeger/Reuters

Østrigsk politi anholdte forud for lørdagens prideparade i Wien tre mænd på 14, 17 og 20 år for at have planlagt et angreb i forbindelse med paraden.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De tre unge mænd mistænkes for at sympatisere med den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Det fortæller chef for Østrigs efterretningstjeneste (DSN) Omar Haijawi-Pirchner søndag.

Efterretningschefen understreger dog, at der »aldrig var nogen trussel« mod dem, der deltog i prideparaden i det centrale Wien lørdag.

I en pressemeddelelse fra landets indenrigsministerium lyder det, at de tre mænd sympatiserede med IS. Blandt andet ved på internettet at dele ekstremistisk indhold.

»I denne sammenhæng fokuserede de mistænkte på prideparaden som et potentielt mål for et angreb,« skriver ministeriet.

Politiet ransagede lørdag to adresser. Her fandt betjente våben og andre beviser mod de tre unge østrigere. De har bosniske og tjetjenske rødder.

De tre anholdte havde planlagt at bruge knive eller køretøjer ved angrebet, lyder det fra politiet.

Det er uvist, hvordan de tre anholdte forholder sig til anklagen.

En af de tre unge mænd var i forvejen kendt af politiet.

/ritzau/AFP