Tre lande i Mellemøsten mister støtte til fremme af demokrati

Spareplanen i Udenrigsministeriet er sluppet ud, og ifølge den vil tre ud af de syv lande i Mellemøsten, som får støtte under Det Arabiske Initiativ, miste tilskud. Det bliver ikke nemt at vælge.

Tunesien er den eneste succes efter revolutionerne under Det Arabiske Forår, og det lille nordafrikanske land synes samtidig at være dér, hvor Det Arabiske Initiativ har haft størst succes. Arkivfoto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marokko, Libyen, Tunesien, Egypten, Jordan, Syrien og Yemen.

Tre af disse syv lande skal fremover ikke længere have dansk støtte til fremme af demokrati, menneskerettigheder og jobskabelse under Udenrigsministeriets såkaldte Arabiske Initiativ.

Initiativet blev lanceret af den daværende VK-regering i 2003, og skiftende regeringer har gentagne gange fremhævet det særlige bistandsprogram som en hjørnesten i Danmarks engagement i den arabiske verden.

Men med en finanslov, der beskærer Danmarks udviklingsbistand med 2,9 milliarder kroner og Udenrigsministeriets budget med 200 millioner kroner, må Det Arabiske Initiativ også holde for, fremgår det af den spareplan, som Udenrigsministeriet nu har strikket sammen.

Spareplanen er lækket til netmediet Al­tinget.dk, og her fremgår det også, at det ikke kun er Det Arabiske Initiativ, der får med sparekniven.

Det samme gør Naboskabsprogrammet, der er Danmarks bilaterale bistandsprogram til EUs nabolande mod øst og sydøst med fokus på menneskerettigheder og demokrati samt økonomisk udvikling. I dag får syv lande støtte. Fremover skal det kun være Ukraine og Georgien.

Med hensyn til de syv samarbejdslande i Nordafrika og Mellemøsten har Udenrigsministeriet derimod endnu ikke besluttet, hvem der spares væk, og det er ikke tilfældigt:

Det er et svært valg, for alle syv lande er vigtige, og udviklingen i dem kan på forskellig vis få negativ eller positiv indvirkning såvel i regionen som i Europa.

Svært at arbejde i Syrien, Yemen og Libyen

Syrien, Yemen og Libyen synes umiddelbart at være de mindst svære lande at skære væk. De er alle tre ramt af borgerkrig, der gør det stort set umuligt at gennemføre projekter under Det Arabiske Initiativ.

Omvendt er det også afgørende, at der i Syrien, Yemen og Libyen er pro-demokratiske kræfter klar, når konflikterne i landene en dag får en ende. Så måske vil det netop være et dyrt sted at spare.

I Libyen kan der tilmed argumenteres for, at Danmark har et særligt ansvar for at hjælpe befolkningen ud af det nu over fire år lange blodige kaos, der har hersket siden det tidligere regimes fald:

Det var jo de danske kampfly, der var mest aktive, da en koalition af lande i 2011 hjalp de libyske oprørere med at vælte Muammar Gaddafi.

Desuden kan der laves en del demokrati­arbejde i Libyens naboland, Tunesien, hvor mange af Libyens politiske hoveder og civilsamfunds-folk har søgt tilflugt.

Netop Tunesien må det være ret oplagt at holde fast i. Det lille nordafrikanske land er den eneste succes efter revolutionerne under Det Arabiske Forår, og Tunesien synes samtidig at være det land, hvor Det Arabiske Initiativ har haft størst succes.

Blandt andet er den trio af civilsamfundsorganisationer, der sidste år fik Nobels Fredspris for at bane vejen for politisk borgfred mellem sekulære og islamiske partier, dansk støttet.

Fjendtlig general Sisi

I Tunesiens naboland mod øst, Egypten, er der til gengæld ikke meget at gøre for de danske bistandskroner.

Landets nye diktator, general Sisi, er nærmest endnu mere fjendtlig over for velmente udenlandske demokratiprojekter end sin forgænger, og flere af de liberale kræfter, der i årenes løb var mål for Det Arabiske Initiativ, støttede Sisis kup mod det demokratisk valgte Muslimske Broderskab.

I Marokko er der omvendt rum for mere demokrati. En – stadig – magtfuld konge med en folkevalgt islamiskhældende regering, der har gennemført fornuftige økonomiske reformer og taget kampen op mod korruptionen.

Nu er der så brug for et stærkere civilsamfund og større pressefrihed, som den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, understreger, og her kan Det Arabiske Initiativ bruges. Så er der Jordan, hvor det royale regime giver et vist spillerum for parlamentarismen, så længe det ikke er islamisterne, der sætter sig på det. Også de danske bistandsorganisationer, der arbejder med de konkrete projekter under Det Arabiske Initiativ, har rimelige vilkår i Jordan.

Det taler også for, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) lader Jordan slippe for kniven, når han i de kommende uger skal beslutte, hvilke af de syv arabiske lande der ikke længere skal modtage dansk støtte til til fremme af demokrati, menneskerettigheder og jobskabelse.