Tre dræbt af bombe i bageri i Eilat

Selvmordsbomber rammer den populære ferieby ved Rødehavet.

Tre mennesker er dræbt af en selvmordsbombe i et bageri i den israelske ferieby Eilat, oplyser politiet.

Ingen tog umiddelbart skylden for bomben, der er det første angreb af den art i Israel siden april.

- Dette var en selvmordsbombe, og bombemanden er blandt de dræbte. Han kom tilsyneladende ind med en taske eller et selvmordsbælte og sprængte sig selv i luften i butikken, siger en talsmand for politiet.

Øjenvidner, der blev interviewet af israelsk radio, sagde, at de havde set legemsdele spredt rundt i bageriet.

Eilat er en populær ferieby i bunden af Det Røde Hav, som bl.a. besøges af danske turister.

/ritzau/