Tre anholdt mens dødstal i lastbil i Østrig overstiger 70

Retsmedicinere er gået i gang med det makabre arbejde at identificere ligene af de omkomne migranter, der torsdag blev fundet i en lastbil i Østrig. Dødstallet er steget til over 70.

Iltmangel kostede ifølge flere østriske medier 70 flygtninge livet. Flygtningene opholdt sig i en lastbil, der blev fundet ved en motorvej i Østrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROLAND SCHLAGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ØSTRIG: Ligene af de flere end 70 migranter og flygtninge, der torsdag blev fundet i lastrummet på en kølebil i Østrig, er nu i gang med at blive identificeret af retsmedicinere i den østrigske by Nickelsdorf. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig skriver den østriske avis Krone Zeitung ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er sket tre anholdelser i Ungarn. Anholdelserne sættes i forbindelse med det uhyggelige fund i Østrig.

Det ungarnske politi og det østriske indenrigsministerium har ikke kommenteret oplysningerne.

Torsdag oplyste de østrigske myndigheder, at der blev fundet 50 lig i lastbilen, men det tal er nu revideret.

Lastbilen er solgt i Slovenien, kører på ungarske nummerplader og menes at være indregistreret af en rumæner. En østrigsk færdselspatrulje fandt den torsdag parkeret langs vejsiden tæt ved den ungarske grænse.

Det blev hurtigt klart, at lastbilen gemte på en frygtelig tragedie.

Ifølge oplysningerne sivede der blod og kropsvæsker ud fra dens lastrum, der viste sig at indeholde en stor bunke lig. Lastbilens kølesystem har ikke været slået til, og ligene var begyndt at gå i forrådnelse.

Dødsårsagen er endnu ikke kendt, men de mange mennesker, der har været stuvet sammen på meget lidt plads, er sandsynligvis blevet kvalt af iltmangel.

Lastbilen er nu kørt til en toldbygning i Nickelsdorf, hvor der er kølefaciliteter, og hvor retsmedicinerne iført gummistøvler og beskyttelsesdragter kan arbejde.

Det eksakte dødstal er endnu ikke offentliggjort. Det ventes at ske senere fredag.

»Arbejdet med at fjerne ligene har stået på hele natten, men jeg forventer, at alle er blevet fjernet nu,« siger Helmut Marban, der er politiets talsmand i provinsen Burgenland, fredag morgen.

Det antages, at flygtningene er smuglet over grænsen fra Ungarn for derfra at komme videre til Nordeuropa, men af ukendte årsager er de blevet efterladt.

Det vides endnu ikke, hvor længe de har været døde.