Tre år efter oprøret i Egypten og ikke meget at fejre

Bombeangreb med dræbte og sårede i Cairo var i går den blodige optakt til årsdagen lørdag, hvor mange vil kunne risikere at stå over for de samme brutale sikkerhedsstyrker som dengang.

En mand bærer en såret pige efter gårsdagens bombeeksplosion uden for politiets hovedkvarter i den egyptiske hovedstad, Cairo, hvor adskillige mistede livet i en serie på fire bombeangreb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Mahmud Khaled
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: At kalde det en fejring vil for mange egyptere være en fornærmelse og blodig ironi. Tusinder ventes lørdag at møde frem på Tahrir-pladsen i det centrale Cairo for med revolutionær symbolik at markere treårsdagen for udbruddet 25. januar 2011 af demonstrationerne og oprøret, der pressede diktatoren Hosni Mubarak fra magten.

Hvis de tør. Fire bombeangreb forskellige steder i Cairo var i går et kraftigt signal om, at det også i dag kan blive særdeles farligt at bevæge sig rundt i den egyptiske hovedstad og millionby. Sent i går var der samtidig rapporter om heftige gadekonfrontationer mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter flere steder.

Seks blev dræbt og op mod 100 blev meldt såret efter eksplosionerne, der tilsyneladende alle var rettet mod sikkerhedsstyrker. Værst gik det ud over politihovedkvarteret i det ellers særdeles velbevogtede regeringskvarter ikke langt fra Tahrir-pladsen, hvor fire blev dræbt og omkring 70 såret, da en bil ladet med sprængstoffer kørte ind mod bygningen, men blev stoppet ved en sikkerhedsafspærring.

I det relativt velhavende kvarter Dokki lige på den anden side af Nilen eksploderede en bombe kort efter ved en metrostation og dræbte en politimand, mens der også i samme tidsrum var et bombeangreb i det væsentlig fattigere Giza-kvarter ud mod pyramiderne. En politistation var her målet, men ifølge politiet var der hverken sårede eller dræbte. Ved aftenstid var der yderligere en bombe i Giza nær en biograf, hvor én blev dræbt og fire betjente såret.

En tåge af usikkerhed

»De ønsker ikke, at folk vil fejre det,« sagde indenrigsminister Mohamed Ibrahim ifølge AFP.

Han sagde ikke umiddelbart, hvem »de« er. En større folkemængde stimlede efter eksplosionen ved politihovedkvarteret sammen og råbte hadefulde slogans mod Det Muslimske Broderskab og den afsatte islamistiske præsident Mohamed Morsi.

»Folket ønsker henrettelsen af Broderskabet. Lad Morsi blive henrettet,« lød råbene med en omskrivning af det populære slagord for tre år siden.Ingen havde sent i går taget ansvaret for eksplosionerne. David Bennet har ved tænketanken Defence of Democracies specialiseret sig i Egyptens militante grupper og konstaterede over for AFP, at især det første bombeangreb mod politihovedkvarteret »har Ansar Beit al-Maqdis’ navn skrevet over det hele« med en henvisning til en al-Qaeda-inspireret gruppe anført af militante beduiner fra den nordlige Sinai-halvø.

Den ekstremistiske, islamistiske gruppe tog ansvaret for et angreb i december mod en politistation nord for Cairo, der kostede 15 livet. Broderskabet har afvist at have været medskyldige i både det og andre bombeangreb, men blev efterfølgende erklæret for en terrorgruppe. I forvejen er Broderskabet blevet forbudt, og medlemmer jages, mens hundredevis af folk fra ledelsen er fængslet, inklusive præsident Morsi og hans inderkreds.

En af de tilbageværende ledere i eksil i Storbritannien sagde til BBC, at han mente, at sikkerhedsstyrkerne selv stod bag eksplosionerne for at skabe frygt og få lejlighed til at gå endnu mere brutalt til værks mod islamisterne og andre af regimets modstandere.

Ingen ved det, og alt er muligt og umuligt i den tåge af usikkerhed, frygt, gensidigt had og konspirationer, som siden den militært ledede magtovertagelse i juli sidste år for hver dag synes tykkere og mere uigennemtrængelig, og hvor langt de fleste egyptere bare synes at have valgt at tro på den virkelighed, der passer dem bedst.

Dybe grøfter

Det vil også fremstå tydeligt i dag. Indenrigsministeren kalder det en »fejring«, men kun få af støtterne af den midlertidige regering og med deres grænseløse dyrkelse af den øverste militære leder, general Abdel Fattah al-Sisi, vil med ægte følelser kunne se tilbage på januar for tre år siden som noget godt. General Sisi har »lovet« befolkningen at følge en plan for kommende præsident- og parlamentsvalg, men det er svært at se hverken ham eller andre af de nuværende magthavere være parate til eventuelt at overdrage magten hverken til islamistiske eller sekulære modstandere. Det seneste halve år er grøfterne gravet så dybe og så meget blod har flydt, at de så vil kunne stå over for et retsopgør lige så indædt og enøjet, som det de nu selv forsøger at gennemføre.

Det faktum, at magten i Egypten i dag kun kan forsvares med rå magt, illustreres også ved, at der ifølge det officielle nyhedsbureau MENA er udkommanderet 260.000 betjente, 180 bataljoner og 500 kampgrupper til at imødegå uro. De vil i høj grad være på udkig efter netop dem, der gik på gaden dengang. De unge, mere eller mindre sekulære aktivister og medlemmer af Broderskabet, vil risikere at stå over nøjagtig de samme sikkerhedsstyrker, som de i første omgang gik på gaden for at bekæmpe på den symbolsk udvalgte årlige »politiets nationaldag«. Igen vil sikkerhedsstyrkerne repræsentere magten, mens de revolutionære igen risikerer vold, fængslinger og i sidste ende døden.

Måske var der slet ikke tale om en revolution i de bevægende »18 dage« i januar og februar 2011. Måske var det bare krisehåndtering af et militær i fare for at blive truet på dets enorme magtposition, og som så sit snit til i samme omfangt at forpurre Mubaraks »arvefølge« og planlagte overdragelse af magten til sine sønner og en civil forretningselite. Måske. I hvert fald vil det ikke være underligt, hvis tanken dukker op hos mange egyptere i dag.