Transatlantiske spændinger i NATO? Ikke med Tillerson, men måske stadig med Trump

NATOs udenrigsministermøde sluttede i fred og fordragelighed mellem USA og de europæiske medlemslande. Men det store spørgsmål er, om Tillerson fortsat er Trumps mand.

Transatlantiske spændinger i NATO? Ikke med Tillerson, men måske stadig med Trump Fold sammen
Læs mere

De seneste 11 måneder har der været talt om en afgrundsdyb kløft i NATO-samarbejdet mellem USAs præsident, Donald Trump, og de europæiske allierede. Hvis denne uenighed stadig er der, så kunne man ikke spore den på udenrigsministermødet i Bruxelles. Men det var – som det køligt blev konstateret – heller ikke Trump, der var tilstede på mødet, men hans udenrigsminister, Rex Tillerson, som altid er i opposition til sin chef.

Tag nu atomaftalen med Iran. Trump vil af med den. Det vil europæerne ikke. Tværtimod sagde flere af de europæiske udenrigsministre, at hvis USA forsøger at forlade atomaftalen, ville USA stå isoleret. Tillerson gav på mødet også udtryk for, at Iran-aftalen er et faktum, som ikke bare sådan uden videre bliver taget af bordet.

Tag nu artikel fem i NATOs »grundlov«. Trump satte først spørgsmålstegn ved den såkaldte musketer-ed, som artikel fem kaldes. Hvis et land angribes, betragtes det som et angreb mod alle. Selv om Trump senere har forsikret om, at USA stadig vil komme sine allierede til undsætning, understregede Tillerson det også igen og igen på NATOs møde for at forhindre, at der igen opstår misforståelser. Og hver gang, hans politiske chef har udtrykt sig i særdeles krigeriske vendinger mod f.eks. Nordkorea, har Tillerson været ude og gyde olie på vandene diplomatisk set. Så Tillerson er en mand, der på en række områder er mere på linje med de europæiske allierede end med sin egen chef.

Rygterne om hans snarlige afgang er dog så vedholdende, at nogle på NATOs udenrigs­ministermøde spekulerede i, hvor længe den tidligere CEO for Exxon Mobil ville holde på posten.

»Hvor længe har De tænkt Dem at lade Dem ydmyge,« som en journalist i en ikke sædvanlig journalistisk stil spurgte den amerikanske udenrigsminister på et pressemøde. Hvortil Tillerson svarede med et smil, at rygtet om hans afgang som sædvanlig er vildt over­drevet.

Det blev de enige om

Men hvad nåede NATOs udenrigsministre så at blive enige om?

En lang række samarbejdsaftaler med et EU, der i fremtiden militært set vil arbejde tættere landene imellem og med den vestlige forsvarsalliance. En stærk støtte til USA i krisen med Nordkorea. En støtte til en fortsat hård kurs over for Rusland i spørgsmålet om Ukraine og Krim-halvøen, selv om NATOs general­sekretær, Jens Stoltenberg, fastholdt, at det fortsat er nødvendigt at samarbejde både militært og politisk med Rusland »for at skabe størst mulig gennemsigtighed«, som han udtrykte det. Og et udvidet samarbejde mod terror og cyberangreb fra russisk side.

Også omkring Irak var der enighed mellem de europæiske medlemmer og NATO. Der bliver oprettet et militært center for krisestyring i Jordan, som en række lande deltager i. Og NATOs træningsmission i Jordan og i Irak fortsætter.

»Vi ved, at det at skabe stabilitet og bekæmpe terrorisme er en stor ting, men vi fort­sætter, og vi har gjort store fremskridt«, sagde general­sekretæren.

Nu arbejdes der henimod det næste NATO-topmøde i juli næste år. Om Tillerson er med, vil tiden vise.