Traktaten som skulle ende alle traktater

Efter vedtagelsen af EUs reformtraktat orker de europæiske politikere ikke flere diskussioner om ændringer af EU-systemet. Men den nye traktat indeholder en række svagheder på Europas forsøg på at banke en fælles udenrigspolitik og et fælles svar på globaliseringen sammen.

Berlingske Tidendes korrespondent i Bruxelles

Er det her traktaten, som gør det unødvendigt med alle videre traktat-ændringer?

Sådan lød det i hvert fald i går i Bruxelles fra flere af EUs stats- og regeringschefer, der havde travlt med at mane spekulationer i jorden om, at EUs netop underskrevne reformtraktat ikke vil være holdbar i mange år endnu.

»Det her er en traktat, som vil blive bevaret i den forudsigelige fremtid,« sagde den britiske premierminister, Gordon Brown. Han påpegede, at det tidligere havde været sådan i det europæiske samarbejde, at vedtagelsen af en traktat straks førte til diskussion om den næste traktat, men at det denne gang var anderledes.

»Alle var enige om, at det her skulle være en afslutning på debatten om institutionelle ændringer,« påpegede Brown med henvisning til, at en nyindsat vismandsgruppe om EUs fremtid direkte bliver pålagt at holde tankerne og fingrene væk fra alt, hvad der hedder nye forslag til EU-systemets opbygning. »Ingen har sagt det før,« slog Brown fast.

Og på et andet pressemøde havde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) travlt med at slå fast, at der ikke bliver nogen traktatændringer foreløbig: »Nu må det have en ende med de evindelige ændringer af traktaten og diskussioner om institutioner.«

DET STÅR DA OGSÅ KLART, at den nye vismands- eller refleksionsgruppe ikke skal komme med direkte traktatforslag, når den skal rapportere tilbage til et EU-topmøde i juni 2010.

Men da dens mandat rækker så vidt som til at tænke over, hvordan EU skal tackle Europas problemer med energipolitik, kampen mod terrorisme og globaliseringen af økonomien, er det svært at forstille sig, at gruppen i sin rapport ikke vil fremlægge ideer til forbedringer af EU-systemet.

Samtidig har man valgt den tidligere spanske premierminister Felipe Gonzalez til formand for vismandsgruppen. Den nu 65-årige Gonzalez var i årene 1982-96 den spanske regeringschef, der var med til at sikre landet medlemskab af det europæiske samarbejde, og han var en ivrig fortaler for de daværende store beslutninger om at skabe unions-samarbejdet. Med ham ved roret i vismandsgruppen – i stedet for den tidligere lettiske præsident Vaira Vike-Freiberga, som tydeligt var danskernes og briternes valg – kan tilhængerne af et yderligere integreret samarbejde i Europa regne med, at der i hvert fald kommer nye initiativer på bordet.

Vismandsgruppen blev oprindeligt foreslået af den franske præsident, Nicolas Sarkozy, for at få sat gang i diskussionen om, hvor grænserne for en udvidelse af EU-samarbejdet går – det vil sige om EU kan blive ved med at optage nye medlemslande på stribe. Og i går fastholdt den franske præsident, at han så sandelig regner med et svar fra gruppen på dette spørgsmål, selv om det ikke er dens direkte mandat.

DERMED ER DER LAGT OP til et nyt opgør i EU-kredsen mellem de lande, der helst vil uddybe samarbejdet, anført af Tyskland og Frankrig, og de lande, som Storbritannien, der vil udvide EU-samarbejdet med endnu flere medlemslande. Fra britisk side ser man for den sags skyld gerne et samarbejde, der omfatter Tyrkiet og hovedparten af de tidligere Sovjet-republikker og strækker sig helt til Kaukasus – også selv om det bliver et løsere politisk samarbejde end det nuværende.

Hvor hurtigt diskussionen vil blusse op om behovet for en yderligere modernisering af EU-samarbejdet kontra udvidelse, står ikke klart. Hovedparten af EU-landenes stats- og regeringschefer var på topmødet i går blot lykkelige over, at seks års lang debat om ændringer af EU-systemets funktion nu var overstået indtil videre.

Men »the proof lies in the pudding«, som man siger på engelsk. Det er først, når man sætter tænderne i desserten, at man finder ud af, om den er noget værd. Og EUs nye reformtraktat – eller Lissabon-traktaten som den også kaldes – indeholder en række indbyggede svagheder, som et effektivt fungerende EU-samarbejde ikke kan leve med på langt sigt.

Det gælder opretholdelsen af vetoretten på udenrigspolitik, som i går netop på EU-topmødet skabte problemer i diskussionen om anerkendelse af Kosovo. Og det gælder såmænd også EUs forsøg på at skabe en fælles energipolitik i kampen om de stadigt mere eftertragtede energiressourcer, hvor medlemslandene stadig fører ren national politik. Det er den slags, som Gonzalez og hans medtænkere sandsynligvis vil tage fat på i deres rapport i 2010.