Trafikrikanske minder

Ved den første afspærring viste der sig en stor velnæret herre i en aldeles imponerende uniform...

DAR ES SALAAM: Én eneste gang i mit liv har jeg været på direkte flugt fra færdselspolitiet.

Jeg var fattig gymnasiestuderende og på vej til skole uden cykellys en vintermorgen, da en stor basse af en betjent sprang frem fra bag en hæk og spurgte om jeg ville være så venlig at stoppe cyklen.

»Nej!«, råbte jeg forskrækket og spurtede af sted på cykelstien for at undgå en bøde, jeg bestemt ikke mente, jeg havde råd til at betale.

Han satte ikke efter i patruljevognen, som det hedder så prosaisk på politisprog, men jeg havde alligevel dårlig samvittighed og efterfølgende forfølgelsesmareridt, hvori det var lykkedes for færdselens forkæmper at se mit stelnummer og efterforske sagen. I dystre øjeblikke fik jeg overbevist mig selv om, at det kun var et spørgsmål om tid før jeg ville høre den tunge hamren af politinæver på døren. Siden da har jeg været påpasselig med lygterne.

Jeg er vokset op med børnenes trafikklub og har stadig skeen til at bevise det, så det der med at overholde færdselsreglerne er egentlig noget jeg gør i al almindelighed.DERFOR ER DET på én gang forfriskende og forfærdende at bevæge sig i afrikansk trafik, som jeg gjorde her i julen. Det er ikke fordi, der ikke er regler i Afrika. De er bare meget anderledes end hvad man som almindelig færdselslovlydig dansker er vant til.

Den første regel er eksempelvis, at trafiklys ikke så meget er dirigerende for trafikken som de er vejledende forslag, som man kan vælge at adlyde eller ej. Under alle omstændigheder er der alligevel næsten altid en færdselsbetjent i de fleste kryds, der ikke har det mindste andet at give sig til end at pille næse, så skulle ulykker ske, må man formode, at der hurtigt kan tilkaldes hjælp.

De fleste trafikanter har fattet systemet og tager hornet til hjælp, hvis de har brug for plads. På den måde fungerer det til alles bedste - og i tilfælde af sammenstød er det så smart, at de fleste biler i Afrika er hvide.

Jeg troede engang, at det måske havde noget at gøre med varmen eller det faktum, at det er FNs foretrukne farve, men forklaringen er mere praktisk. Det er den nemmeste farve at omlakere bilen med uden fare for misforståelse om nuancer. Hvid er hvid og under lakken er alle biler alligevel bulede og grå.

Anden regel er helt vital for maskinparken: Hvis det kan køre, er det på vejen.

Er det ene hjul ved at falde af? Kommer der røg i af udstødningen, der får Ruhr-området til at ligne et helse-sanatorium? Er bremsen blevet stiv i det efter flere dekader på de afrikanske landeveje? Alt det, der ville få de fleste til at trille hen til værkstedet, er for den gennemsnitlige afrikanske bilist et tegn på, at en bil har mange år til gode. Jeg så bilmodeller i fuldt vigør, som jeg ikke har set siden min barndom i 1970erne.

Den tredje og vigtigste regel er passagervolumen. Det er især vigtigt for de små lokale dalla-dalla busser, der er minibusser, som i Danmark måske på en god dag ville kunne presse 12 passagerer ind på sæderne. I Tanzania ville det være en ren underskudsforretning og de rene frådseri. Tyve passagerer er minimum og det er ikke uset, at passagererne hænger både arme og ben ud ad vinduerne for at give mere plads.

Pick-up lastbiler er selvfølgelig også oplagte transportmidler for mennesker. Der kan nemt sidde en hel familie på ladet af sådan en bil, og hvis man er lidt nervøs for om de mindste skulle falde af under den mere terrængående del af ruten, kan man jo bare smide dem ind på forsædet.

De mere traditionelle busser har svært ved at passe flere ind på sæderne, men maksimerer i stedet overskuddet ved at lade chaufførerne køre som død og djævel.

Det skete ikke sjældent, at vi kørte på landevejen med en fart af omkring 120 km/t og blev overhalet af en dyttende passagerbus, der ikke havde tid til den slags søndagskørsel. Af samme grund er det nu blevet forbudt for busser at køre langtursruter efter mørkets frembrud. Der har været for mange ulykker i mørket, hvor chaufførerne ikke har tid til at se de mange huller i vejen.

Sammenlignet med det, var jeg heldig at rejse med min ven i en airconditioneret Toyota. Han brokkede sig lidt over, at han ikke havde fået fingre i en firhjulstrækker, men ingen er perfekt og vejen så god ud, da vi begav os ud på rejsen nordpå for at holde jul med familien.

Det viste sig sjovt nok, at det faktisk var trafikuge i dagene op til jul. På en strækning af omkring 100 kilometer blev vi stoppet ved fire forskellige afspærringer. Til sidst beholdt min ven bare kørekortet i forlommen på sin skjorte.VED DEN FØRSTE AFSPÆRRING viste der sig en stor velnæret herre i en aldeles imponerende uniform, der engang havde været hvid med skinnende guldknapper. Han gik hen til bilen med en meget alvorlig mine. Der blev set på kørekort og chauffør. Der blev set på indregistrering til bilen og da det studium var overstået, var det tid til at se nærmere på bilforsikringen.

Der blev parlamenteret indtrængende på swahili, mens jeg fingerede nervøst ved sikkerhedsselen, som jeg selvfølgelig havde på. Det så ikke godt ud. Trafikbassen trak på skuldrene, slog ud med armene og gjorde ting med sine øjenbryn, der til sidst fik min ven til at hale tegnebogen op. Efter af have udleveret den fyrstelige sum af 1000 tanzanianske shilling (under 30 kroner) mod overhovedet ikke skyggen af en kvittering fik vi lov til at køre igen.

Da vi var kommet uden for hørevidde, puffede jeg min ven i siden.

»Helt ærligt, hvad fik vi en bøde for? Vi har begge to seler på og du kørte ikke for stærkt. Alle papirerne var i orden. Hvad var problemet?«

Min ven så over på mig med et overbærende smil, der viste mig, at jeg stadig har meget at lære om afrikanske færdselsbetjente.

»Han sagde det snart var jul og han var tørstig. Så jeg gav ham penge til en sodavand.«