James Mitchell sover godt om natten. Det er muligt, at han udviklede forhørsteknikker, som i dag bliver kaldt tortur, og det er muligt, at eksperterne kalder dem virkningsløse.

Det er også muligt, at de pågældende teknikker drev ofrene til vanvid eller posttraumatisk stress, og at de har fået et tværpolitisk panel til at foreslå et retsopgør med de ansvarlige.

Men James Mitchell sover godt om natten, siger han i et interview med The Guardian.

»Jeg er ligeglad med, hvad de siger om mig. Jeg nyder livet nu. Jeg har tjent mit land, og nu er jeg færdig med den slags,« siger han fra sit otium i Florida.

Men hans land er ikke færdigt med James Mitchell. Efter en efterforskning, som har taget fire år og kostet 40 mio. dollar, har Senatets efterretningsudvalg færdiggjort en hvidbog på 6.300 sider om, hvad kritikerne kalder torturprogrammet.

Selve hvidbogen er hemmelig, men i april vedtog udvalget med 11 stemmer mod tre at sende bogens 480 sider lange konklusion til offentliggørelse. Den er nu hos efterretningstjenesten CIA, der skal finkæmme den for hemmeligheder, og hvis ikke CIA censurerer den til småstykker, vil offentligheden få et indblik i, hvad der skete »på den mørke side«, som daværende vicepræsident Dick Cheney udtrykte det.

Men allerede nu aftegner den mørke side sig som et sted, der til fulde lever op til sit navn – for detaljer fra hvidbogen er lækket til blandt andet nyhedsbureauet AP og til nyhedsorganisationen McClatchy.

Her er fire af konklusionerne: • Tortur førte ikke CIA til Osama bin Laden. De oplysninger, som tjenesten fik ved bl.a. 183 gange at udsætte Khaled Sheik Mohammed for simuleret drukning, var nyttesløse. • CIA har løjet om antallet af personer, der blev torteret. Tjenesten har oplyst antallet til 30, men det tal er – som en person med kendskab til hvidbogen siger – »bullshit«. • CIA førte den amerikanske regeringen bag lyset om torturprogrammet. Præsident Bush og hans folk tillod »udvidet forhør«, men slet ikke i det omfang som det blev brugt.• Dermed falder regeringens forsvar for tortur til jorden, fordi den forsvarede noget, som var meget værre, end den troede, skriver McClatchy.

Efter 9/11 tog USA fløjlshandskerne af

Hvidbogen er en del af en meget langsom og selektiv, selvrensende proces, som USA er på vej igennem.

For umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001 var der øretæver i luften, og som professor Rebecca Gordon har udtrykt det, foregik der »en offentlig normalisering af tortur«.

Få dage efter angrebet kom vicepræsident Cheney på TV med sit berygtede citat om den mørke side. Som han sagde på Meet the Press: »Vi er nødt til at arbejde (...) på den mørke side. Vi er nødt til at arbejde i efterretningsverdens skygger. Vi er nødt til at gøre tingene i al stilfærdighed, uden diskussion og med de ressourcer, som vores efterretningstjeneste har til rådighed ...«Dagen efter underskrev præsident Bush et memorandum, som siden er blevet opfattet som et carte blanche til CIA. CIAs chefadvokat, John Rizzo, har skrevet om det i sine erindringer: »Det var det mest omfattende, det mest aggressive, det mest risikable (memorandum), jeg nogensinde har set (...) Med ét pennestrøg fik vi fyldt hele værktøjskassen for hemmelige operationer, inklusive værktøj som aldrig havde været brugt før.«

CIAs antiterrorchef, Cofer Black, udtrykte det således: »Efter 9/11 tog vi fløjlshandskerne af.«

Men normaliseringen af tortur fandt ikke bare sted i regeringen og i CIA, den blev også bifaldet af fremtrædende demokratiske kommentatorer som Jonathan Alter. Han skrev i december 2001 en klumme under overskriften »Tiden er til at overveje tortur«. Washington Post havde kort forinden beskrevet, hvordan terrormistænkte ikke ville sige, hvad deres afhørere gerne ville have dem til at sige, og at det var på tide at overveje den amerikanske fintfølelse over for tortur. »I vores efterår af vrede kan selv en venstreorienteret som jeg føle sig draget mod tortur. Ikke elektriske stødstænger og gummiknipler, i det mindste ikke her i USA, men noget der kan kickstarte efterforskningen af den største forbrydelse i amerikansk historie,« skrev Alter, og han foreslog også at udlevere genstridige mistænkte til allierede lande, der var lidt mindre nøjeregnende med metoderne, f.eks. »Saudi-Arabien, halshugningens moderland«.

Det var – fra venstre til højre – de toner, som lokkede Washington.

Det måtte ende med skandalen i Abu Ghraib

Og mændene i Washington fik præcis, hvad de bad om – og mere til.

De fik en »suspension af enhver tilbageholdenhed«, som professor Jordan Paust har udtrykt det i Notre Dame Law Review. De fik de såkaldte »torturdokumenter«, hvor justitsministeren tillod »udvidet forhør«, deriblandt simuleret drukning, »stressplaceringer« og »frarøvelse af søvn«. De fik, hvad regeringen kaldte »et juridisk ingenmandsland«, bl.a. Guantanamo og hemmelige »sorte CIA-fængsler« i udlandet. De fik bortførelser på åben gade, og de fik hemmeligholdelsen af navne på de tilfangetagne og ditto det sted, hvor de blev holdt fanget. Alt sammen i strid med Genève-konventionerne og andre traktater, siger Paust, men regeringen kom uden om det ved at hævde, at de tilfangetagne slet ikke var omfattet af konventionen.

Hvilken effekt har det ned gennem systemet, når cheferne tydeligt signalerer, at de vil have resultater, og at det er på tide at tage »fløjlshandskerne« af?

Svaret bliver givet i den digre rapport, som sidste år blev offentliggjort af The Constitution Project, et tværpolitisk panel af eksperter og politikere, heriblandt flere topfolk fra Bush-regeringen. De blotlagde, hvad der var foregået i torturprogrammet, og i rapporten – som Berlingske har læst – hedder det: • At politikerne sikkert mente det godt, og at de ville forhindre et nyt angreb på USA. • Men at politikerne burde have indset konsekvensen af at tale i cowboysprog og give CIA og militæret, hvad CIA og militæret kun kunne opfatte som et carte blanche.

Som general i marineinfanteriet Charles Krulak siger i rapporten: »Enhver fleksibilitet i toppen omkring tortur falder ned gennem systemet som en sten, og meget hurtigt vil den sjældne undtagelse blive reglen.«

Derfor – siger panelet – har både politikerne og tjenesterne et ansvar, og derfor måtte det ende med skandalen i Abu Ghraib-fængslet; hvordan skulle en mand som Charles A. Graner, menig i militærpolitiet og fangevogter i Abu Ghraib, forstå de finere spidsfindigheder?

Han stod bag nogle af de værste overgreb, og som han senere sagde: »Som kristen følte jeg, at det var forkert, men som fangevogter følte jeg, at der ikke var noget bedre end at få en voksen mand til at pisse i bukserne.« Det var etisk og måske juridisk forkert, men det var – følte han – hans job at gøre det.

Psykologens hårde metoder var intet værd

I rapporten fra Constitution Project dukker akronymet SERE regelmæssigt op, og det samme vil det gøre i den endnu ikke offentliggjorte rapport fra Senatet, oplyser McClatchy.

SERE illustrerer – ifølge McClatchy – alt, hvad der var galt med torturprogrammet.

Og dermed er vi tilbage ved psykolog James Mitchell.

Han stod i 2001 bag et kursus i luftvåbenet. Kurset var en del af Survival, Evasion, Resistance and Escape – SERE – og det gik ud på at lære tilfangetagne soldater at modstå forhør. Luftvåbenet ville undgå den slags falske tilståelser, som amerikanske krigsfanger havde aflagt under brutale fjendeforhør i Korea og Vietnam.

Mitchell havde ingen erfaring i at afhøre anholdte og mistænkte, men han henvendte sig ikke desto mindre selv til CIA og politikerne og tilbød at udvikle et »hårdhændet forhørsregime«, som det hedder i rapporten fra Constitution Project. At CIA og politikerne tog imod tilbuddet var et »eksempel på en beslutning, som var fejlbehæftet på så mange niveauer«.

En intern rapport fra CIA har konkluderet det samme. Rapporten blev offentliggjort i 2009, og den sagde, at James Mitchells hårdhændede forhørsprogram var ineffektivt og førte til falske tilståelser, og at psykologen formentlig havde »overdrevet sin ekspertise med forhørsteknik«.

Men hvad bestod teknikken i?

De dele af rapporten er endnu ikke lækket, men magasinet The New Yorker og bogen »The Dark Side« har givet et eksempel, som til dato er ubenægtet og baseret på solide kilder. I marts 2002 var afhøringseksperter fra forbundspolitiet FBI i gang med at afhøre en al-Qaeda-soldat ved navn Abu Zubaydah. FBI fik gode oplysninger ud af ham, han fortalte tilsyneladende alt, hvad han vidste, men han sagde ikke, hvad politikerne og CIA-toppen ville have ham til at sige, nemlig at al-Qaeda havde forbindelse til Saddam Hussein.

Så på et tidspunkt dukkede James Mitchell pludseligt op i forhørslokalet og med ham var et team af CIA-agenter. Mitchell havde ingen erfaring fra Mellemøsten, talte ikke arabisk og havde aldrig stået for et forhør før, men han vidste, hvad der skulle til, sagde han. De anholdte skulle behandles som hunde, og han nævnte et kendt psykologisk eksperiment fra 1960erne. I eksperimentet blev hundene lænket uden mulighed for at slippe væk og derefter udsat for elektriske stød. Bagefter blev de sat i en hundegård, hvor de kunne slippe væk – men det gjorde de ikke. De tog passivt – fatalistisk – imod stødene. Det førte til teorien om »tillært hjælpeløshed«.

Mitchells idé var, at hårdhændede forhør ville bringe mennesker i den samme hjælpeløse og fatalistiske tilstand, og at de ville give op og fortælle alt.

En af FBI-agenterne råbte til ham: »Vi taler om mennesker her. Ikke om hunde.«

Men Mitchell vandt. FBI-chef Robert Mueller trak øjeblikkeligt sine folk ud, da han hørte om det nye regime, og Abu Zubaydah blev 83 gange udsat for simuleret drukning. Han gav oplysninger, som viste sig at være det skinbarlige opspind, og han er i dag diagnosticeret som skizofren, til dels på grund af torturoplevelserne, siger hans forsvarere.

I tre år var Mitchells forhørsteknik den gældende i CIA. Men som det fremgår af senatsrapporten, trådte en whistleblower frem i 2005 – en oberst i luftvåbenet, Steven Kleinman. I Irak overværede han forhør, som blev gennemført efter Mitchells retningslinjer, og han var rystet. Det var en overtrædelse af enhver tortur- og menneskeretskonvention, og det var ineffektivt, og som han senere har sagt i et interview med avisen Guardian – han undrede sig over, at man af alle mennesker bad Mitchell om at skabe et forhørsprogram.

»Mitchell var ekspert i falske tilståelser. Hvordan kunne man tro, at han skulle kunne give os akkurate, troværdige og betimelige efterretninger? Han var ekspert i en model, som skabte falske tilståelser – hvorfor skulle han nu kunne give os det modsatte?« spurget Kleinman.

Bundlinjen var, at oplysningerne fra de mange forhør var værdiløse, fremgår det af både senatsraporten og rapporten fra Constitution Project. Som sidstnævnte konkluderer: Afhøringerne »tog først og fremmest sigte på at give klienten – regeringen – hvad den ønskede at høre. Informationer, som stred imod det ønske, blev enten ignoreret, minimeret eller undertrykt«.

Til dato er kun en håndfuld fangevogtere fra Abu Ghraib blevet straffet for deres andel i CIAs og militærets torturprogram. Ingen chefer og mellemledere er blevet straffet og heller ikke James Mitchell, der fra Florida roligt siger til Guardian:

»Jeg er bare en fyr, som blev bedt om at gøre noget for sit land. Anmodningen kom fra højeste niveau i regeringen. Og jeg gjorde det bedste, jeg kunne.«