Flere mennesker er døde. En lille by er nærmest ødelagt. Vindmøller ligger væltet. 

Det er konsekvensen af ekstremt voldsomt vejr i den amerikanske delstat Iowa, hvor en tornado har hærget. 

Det beretter en lang række medier, herunder CNN og Der Spiegel. 

Det er byen Greenfield, som har 2.000 indbyggere, der er hårdt ramt.

»Der er dybest set intet tilbage,« har Clel Baudler, et tidligere medlem af delstatens Repræsentanternes Hus, sagt ifølge CNN.

På baggrund af Iowas politis meddelelse må man forstå, at det ikke er hele byen, men en »stor del« af byen, der er ødelagt. 

Tirsdag aften kunne myndighederne ikke offentliggøre et dødstal.

»Vi tæller stadig,« lød beskeden fra politiet i Iowa.

Den amerikanske meteorolog, Andrew Pritchard, har på det sociale medie X beskrevet vejret som »apokalyptiske scener«. 

En anden amerikansk meteorolog har delt en video, som viser tornadoens hærgen. 

CNN har talt med en Greenfield-beboer ved navn Valerie Warrior, som oplevede uvejret tæt på. 

»Jeg var i fyrrummet, og så hørte jeg (stormen) som et tog,« sagde hun ifølge mediet og beskrev, hvordan isolering fløj ud af hendes kældervinduer. 

Det voldsomme vejr bevægede sig efter besøget i Greenfield østpå og medførte strømafbrydelser for titusindvis af kunder i Illinois og Wisconsin. Over 70.000 kunder i de tre delstater var onsdag uden strøm, viser de seneste data fra Poweroutage.us