Toppolitiker i UKIP indlagt efter et voldsomt slagsmål med sin partifælle

Favoritten til at blive UKIPs nye partileder, Steven Woolfe, faldt bevidstløs om i EU-Parlamentet i Strasbourg efter tidligere at være blevet slået under et partimøde.

UKIP-politiker Steven Woolfe ligger til observation på et hospital efter et voldsomt fysisk slagsmål i EU-Parlamentet. Foto: Leon Neal/AFP Fold sammen
Læs mere

UKIPs organisatoriske formand, Paul Oakden, erklærer på partiets Facebook-side:

»UKIP vil nu se fremad og på rolig og velovervejet måde vælge vores nye leder.«

Det var torsdag morgen. Få timer senere var virkeligheden stik modsat. Favoritten til at vinde det kommende formandsvalg, Steven Woolfe, var faldet bevidstløs om i EU-Parlamentet i Strasbourg. Woolfe var på vej ud fra en afstemning, men forinden havde han været i et voldsomt skænderi under et internt møde for UKIPs gruppe af EU-parlamentarikere »for at rense luften«, som endte med, at Woolfe og en partifælle kom i fysisk slagsmål, og Woolfe blev ifølge partikilders beretninger til britiske medier enten slået eller væltet omkuld.

I en pressemeddelelse oplyste den midlertidige partileder, Nigel Farage, at Woolfes tilstand var »alvorlig«, og at han kollapsede efter et »skænderi«. Senere udsendte UKIP endnu en pressemeddelelse, hvor Woolfe var citeret for, at han havde det meget bedre, og at scanning havde vist, at der ikke som frygtet var en blodprop i hjernen.

»Jeg er lykkelig og smiler mere end nogensinde, men jeg bliver for en sikkerheds skyld på hospitalet natten over til observation. Jeg sidder op og har som eneste problem en smule følelsesløshed i venstre side af ansigtet,« lød det fra Woolfe, der torsdag måtte fejre sin 49-års fødselsdag i sygesengen.

UKIPs tilstand kan derimod langtfra siges at være i bedring efter de dramatiske begivenheder, der graver partiets krise med en uforsonlig strid mellem flere fremtrædende partifæller endnu dybere. Striden om UKIPs lederpost og EU-protestpartiets fremtidige kurs brød ud i lys lue, da Nigel Farage trak sig fra lederposten efter EU-folkeafstemningen i Storbritannien. Deltagere i UKIP-mødet har fortalt, at flere følte sig forrådt, fordi Woolfe havde sagt, at han havde følt sig fristet til at hoppe over til de konservative under Theresa Mays Brexit-venlige højredrejning af partiet.

Den bitre magtkamp

Tirsdag aften trak UKIPs nyalgte partileder, Diane James, sig efter kun 18 dage på posten. Woolfe erklærede onsdag, at han ville stille op til det kommende formandsvalg. Ved det seneste valg af partileder blev Woolfe afvist som kandidat, fordi hans officielle tilmeldelse til valget blev registreret 17 minutter efter en fastsat tidsfrist. Flere andre af partiets mest fremtrædende medlemmer blev ligeledes forhindret i at stille op i formandsopgøret på grund af nyindførte stramme opstillingsregler, der af politiske iagttagere er blevet betegnet som del af en bitter magtkamp mellem flere forskellige fraktioner.

Farage er fortsat som UKIP-medlem i EU-Parlamentet, men han har de seneste dage understreget, at han ikke ønsker at blive permanent partileder igen. James har meddelt, at hun beholder sit mandat i EU-Parlamentet, efter at hun trådte tilbage som partileder. Woolfe blev valgt ind i EU-Parlamentet i 2014, da UKIP opnåede et historisk gennembrud som Storbritanniens største parti ved EU-valget. Valget af en ny UKIP-leder kan med den nuværende uro blive en betændt affære for partiet, men Farage skrev i The Daily Telegraph, at UKIP fortsat har en rolle, selv om EU-modstanden nu er fuldført, og han tilføjede:

»UKIP vil være parat til at udføre sin opgave og levere en ægte stemme for den politiske opposition. Alle politiske partier har dårlige dage. Jeg er glad for, at i går ligger bag os.«

Det var en kommentar onsdag til, at formanden havde trukket sig. Torsdagens dårlige dag kan blive sværere at overvinde.