Topdiplomat: Trump blokerede for hjælp til Ukraine

Trump blokerede for hjælp til Ukraine for at presse politiske ledere i Kijev, siger USA's ambassadør i EU.

USA's ambassadør i EU, Gordon Sondland, bekræfter i en høring i Kongressen, at han har et klart indtryk af, at præsident Donald Trump blokerede for hjælp til Ukraine i et forsøg på at presse politiske ledere i Kijev til at undersøge forhold omkring demokraten Joe Biden. Pool/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

USA's ambassadør i EU, Gordon Sondland, bekræfter i en høring i Kongressen, at han har et klart indtryk af, at præsident Donald Trump blokerede for hjælp til Ukraine. Det skete i et forsøg på at presse politiske ledere i Kijev til at undersøge forhold om demokraten Joe Biden.

Sondland siger, at hjælpen til Ukraine ikke burde have været udsat.

Den amerikanske topdiplomat gør det klart, at han sendte e-mails om den ukrainske præsident til udenrigsminister Mike Pompeo, til tidligere energiminister Rick Perry og til Mick Mulvaney, der er fungerende stabschef i Det Hvide Hus.

I disse mails fra den 19. juli siger han, at den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, lovede at "vende hver en sten i de efterforskninger, som Trump ønskede".

Han pointerer, at Trump førte en »en noget for noget« politik over for Ukraine.

»Vi fulgte ordrerne fra præsidenten,« siger Gordon Sondland, hvis vidneudsagn bliver tillagt særlig betydning, da han var Trumps allierede.

Han siger, at Trump tvang amerikanske diplomater til at samarbejde med Rudy Giuliani, præsidentens personlige advokat.

»Vi ønskede at arbejde sammen med Giuliani. Men for at sige det enkelt, så måtte vi spille vores kort, som de blev lagt for os,« siger han ved de offentlige rigsretshøringer.

Høringerne skal afklare, om Trump misbrugte sin magt, da han bad Zelenskij undersøge forhold omkring demokraten Joe Biden, som er en af Trumps modkandidater ved det kommende præsidentvalg.

/ritzau/Reuters