En højtstående europæisk politiker – den franske EU-kommissær Thierry Breton – fortæller, at Donald Trump på et lukket møde kom med en opsigtsvækkende advarsel til Europa.

Breton fortæller, at Trump i 2020 under et møde i Davos sagde til EU-præsident Ursula von der Leyen, at USA »aldrig« vil hjælpe Europa, hvis Europa skulle komme under angreb – i hvert fald ikke hvis Trump er præsident.

Politico skriver, at Breton fortalte anekdoten under et foredrag i Bruxelles tirsdag. Her gengav han Trumps ord for publikum:

»I bliver nødt til at forstå, at hvis Europa er under angreb, så kommer vi aldrig og hjælper jer og støtter jer,« skulle Trump have sagt ifølge Breton.

»Og i øvrigt er NATO død, vi vil forlade NATO,« skulle Trump også have sagt, hævder franskmanden.

Thierry Breton er kommissær for blandt andet EUs indre marked. Ronald Wittek/EPA/Ritzau Scanpix

Der er nu under en uge til det første republikanske primærvalg i Iowa. Flere meningsmålinger har på det seneste indikeret, at Trump styrer mod en sikker sejr i det republikanske primærvalg, og at han fører over Joe Biden i en potentiel ny duel mellem de aldrende politikere.

I de europæiske hovedstæder vokser frygten for, at Trump genvinder magten i USA og tvinger Europa til igen at forholde sig til en mere utilregnelig og nationalistisk amerikansk udenrigspolitik.

Breton fortalte anekdoten for at advare Europa om, at man omgående bliver nødt til at gøre sig klar til en ny Trump-periode.

Som kommissær er Thierry Breton blandt andet ansvarlig for store dele af EUs industri- og forsvarspolitik. Han har flere gange presset på, for at EU-landene øger produktionen af våben og styrker deres selvforsvar.

Tirsdag præsenterede han et forslag til en fond på 745 milliarder kroner, som skal styrke Europas våbenproduktion.