LONDON: De kunne bare have ladet været. Julekort er for nogle en kær, traditionsrig og stemningsfuld idé, men for andre også en smule støvet. Lidt ligesom frimærker, postkasser og håndskrevne breve. Blair-familien kunne også have valgt et passende jule­billede med et juletræ inden for eller ude fra en af familiens statelige boliger til en angivelig samlet værdi af cirka en halv milliard kroner.

I stedet udsendte Tony og Cherie Blair et julekort i sidste uge, der var en ren kalendergave til tweetere og bloggere på nettet. Cherie i rød julekjole læner sig mod sin mands bryst og smiler – måske en anelse stift, men ikke mere, end hvad der er normen for den slags seancer. Tony derimod har fået nettet til at gå amok med dæmoniske sammen­ligninger. Hans øjne lyser af indestængt raseri, lyder beskrivelsen. Og smilet er så kunstigt tænderskærende, at man næsten kan høre det gennem fotoet.

»Den måske mest bemærkelsesværdige ting omkring Tony Blairs truende julekort er, at det må have været det bedste foto,« lyder en af Twitter-bemærkningerne.

Uanset synsvinkel og forsonende julestemning er det svært at komme udenom, at billedet er en smule akavet. Det kan derimod ikke afvises, at Tony Blair slet ikke ser det på den måde, og at han faktisk dybfølt synes, at verden har brug for hans jule­velsignelse. Også selv om den til katolicismen konverterede og ifølge interview de senere år dybt religiøse Blair på det offentliggjorte jule­billede har skrevet det neutrale »Season’s Greetings«.

Han kan fortsat spille hovedrollen

Hvis man mener, »julekort-gate« er endnu et bevis på nettets overfladiske ligegyldighed, er der nok andet at tage af fra blot de seneste uger, der viser, at Blair fortsat kan spille og uvægerligt får hovedrollen. En pris fra Save the Children (det britiske Red Barnet) har ført til internt oprør og samlet flere end 100.000 digitale underskrifter imod Blair som modtager af organisationens »global legacy award«. Et brev cirkuleret internt i Save the Children fik ifølge The Guardian 200 til at skrive under på, at de fandt pristildelingen »moralsk forkastelig«, og at det er »upassende og forræderi mod Save the Childrens grundlæggende principper og værdier«.

En kronik fra Blair i New York Times for et par dage siden beklager, at »mens der netop nu er behov for lederskab, er det genetiske udvalg af politiske ledere blevet indsnævret«. Han langer også ud efter levebrøds­politikere, hvor kommentatorer gladeligt har henvist til, at det må inkludere den nuværende Labour-leder Ed Milliband. Blair ekskluderer derimod sig selv fra den betegnelse, fordi han godt nok »kun arbejdede i syv år i den private sektor«, men det var »en afgørende og personligheds­skabende« tid. Derudover har Blair fortalt de britiske politikere, hvor de har fejlet med det højrenationale UKIPs succes, og i interviews påpeget, hvor verdens politikere har fejlet omkring Syrien og Irak og Islamisk Stat.

For kritikerne er det ingen overraskelse, at Blair holder fast i, at det var den helt rigtige beslutning at åbne Storbritannien uden begrænsninger for massiv østeuropæisk indvandring efter EU-udvidelsen, og at invasionen i Irak var et fornemt eksempel til efterfølgelse i politisk lederskab, mens andre politikere bagefter har forkludret missionen.

Forførelsens mester

Blair var en af Storbritanniens mest populære politikere nogensinde. Han hentede historiske valgsejre til »New Labour«, og hans glødende, dynamiske talerkraft skar over hele verden forførende lige ind til hjertet som gennem blødt smør. Nu er især mange briter, inklusiv mange af de tidligere over­beviste tilhængere, for længst blevet godt træt af stemmen som efter at have prøvet den dyrekøbte medicin fra kvaksalveren på ladvognen.

Efter ti år som premierminister har Blair siden 2007 opbygget et sindrigt imperium af forretninger, humanitære fonde og taler­virksomhed. Ingen ved helt, hvor langt trådene rækker ud. De britiske medier finder igen og igen dokumenter, der beskriver guldrandede konsulentopgaver for tvivlsomme foretagender og rådgivning om imagepleje til diktatorer berygtet for brutal under­trykkelse. Kasakhstans Nursultan Nasar­bajev er bare et eksempel.

Samtidig anklages Blair for at bruge sin mangeårige rolle som FNs og Mellemøstkvartettens fredsmægler til at fremme egne arabiske forretningsaftaler. De færreste, om nogen, i Israel og Palæstina kan pege på egent­lige markante resultater for hans virke. Derimod mener mange palæstinensere, at han er voldsomt forudindtaget med ideologiske og religiøse præferencer for Israel. I et eksklusivt interview med Vanity Fair i sidste uge understreger Blair, at han føler sig helt klar til fortsat at udøve indflydelse på verdens gang:

»Se på sådan nogle som Henry Kissinger. Han er 91 og fortsat frisk. Jeg elsker det. Eller Shimon Peres! De er mine rollemodeller.«

Et mærkværdigt træk

Peres har været israelsk præsident under meget af Blairs mæglervirke. Peres har ofte erklæret sit ønske om en fredsløsning, men for en mæglerrolle ville andre måske tænke, at personlig sympati for en ekspræsident for en af parterne med en klar zionistisk, ideologisk dagsorden og en historie som en af initiativ­tagerne til de israelsk-jødiske bosættelser i de besatte områder kunne holdes på lavere offentligt blus. Ikke Blair. Vanity Fair har også talt med forfatteren Robert Harris, der er en tidligere ven af Blair, og som citeres for, at han har observeret et mærkværdigt træk:

»Sandheden er, hvad han opfatter den som på et givent tidspunkt. Jeg tror ikke, at han nogensinde ligefrem lyver. Jeg tror, at han bliver overbevist om, at noget er sandt, så snart han har sagt det.«

En fascinerende og en lidt skræmmende betragtning, i hvert fald for nogle af de britiske kritikere, om en mand, hvis indflydelse og magt nu er endnu mere uigennem­skuelig. Til Vanity Fair påpeger Blair, at han »rent faktisk vandt tre valg« også »selv efter Irak«. Uanset mediernes kritik mener han, at han fortsat er på bølgelængde med størstedelen af den britiske befolkning i centrum af det politiske billede:

»Højrefløjen kan ikke lide det, fordi man plejede at vinde valg, og venstrefløjen kan ikke lide det, fordi de mener, at man solgte ud. ... Det bliver forstærket på grund af arven fra Irak.«