Italienske myndigheder har beslaglagt 14 ton amfetamin, der er fremstillet af Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Det skriver avisen La Repubblica.
Avisen skriver, at det er den største beslaglæggelse af den type narkotika i verden.
Meldingen bekræftes af italiensk politi.
I alt blev 84 millioner tabletter med et særligt »captagon«-logo konfiskeret under en aktion i havnebyen Salerno lidt syd for Napoli.
Fangsten har en anslået markedsværdi på omkring en milliard euro - omkring 7,5 milliarder danske kroner.
Tabletterne med netop dette logo blev også fundet på gerningsmændene bag et angreb på spillestedet Bataclan i Paris i 2015, som den militante bevægelse IS stod bag.
Fremstillingen og salget af tabletterne har ifølge La Repubblica længe været en vigtigt indtægtskilde for IS.
»Vi ved, at Islamisk Stat hovedsageligt finansierer sine terroraktiviteter gennem ved smugling af narkotika fremstillet i Syrien, som i de seneste år er blevet verdens største producent af amfetamin,« skriver italiensk politi i en pressemeddelelse.
De italienske myndigheder fandt tabletterne i tre containere, der ankom til havnen i Salerno.
Her var de gemt i papircylindre i en forsendelse, der var adresseret til en adresse i Lugano i Schweiz.
»Captagon«-tabletter er oprindelig udviklet til medicinsk brug.
Ulovlige udgaver af midlet er dog i visse kredse blevet døbt »jihad-piller;« efter at IS-krigere har brugt det under kampe og angreb, oplyser italiensk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/

