Årets Nobelpris i økonomi tilfalder tre forskere, der på forskellig vis har undersøgt og forklaret, hvordan innovation påvirker vedvarende økonomisk vækst.

Der er tale om israelsk-amerikaneren Joel Mokyr, der har identificeret, hvordan teknologisk udvikling påvirker økonomisk vækst.

Med udgangspunkt i historiske kilder er han nået frem til, at ny teknologi kun skaber vækst og innovation, hvis videnskaben kan følge med og forklare, hvorfor teknologien virker.

Samtidig skal samfundet være åbent over for nye idéer og tillade de ændringer, de kan medføre.

Mokyr får prisen sammen med Philippe Aghion fra Frankrig og Peter Howitt fra Canada. De har formuleret en matematisk formel for, hvordan såkaldt kreativ destruktion kan føre til vækst.

Kreativ destruktion sker, når et nyt og bedre produkt kommer på markedet og gør gamle, tilsvarende produkter overflødige eller værdiløse.

Ifølge forskerne er kreativ destruktion nødvendig for bæredygtig vækst og for at modvirke stagnation.

- Prisvinderne har vist os, at vi ikke kan tage vedvarende vækst for givet. Faktisk har stagnation været normen i en stor del af den menneskelige historie.

- Deres arbejde viser, at vi skal være opmærksom på og bekæmpe trusler mod fortsat vækst, hedder det i en udtalelse fra priskomitéen.

Økonomiprisen er ikke en del af de originale Nobelpriser. Den blev indstiftet af Sveriges Riksbank i 1968 for at ære Alfred Nobels minde og er blevet uddelt 57 gange.

Blandt de tidligere modtagere af prisen finder man økonomer som Milton Friedman, Paul Krugman og Ben Bernanke.

Med prisen følger 11 millioner svenske kroner, svarende til 7,5 millioner danske kroner.

Halvdelen tilfalder Joel Mokyr, den anden halvdel deles mellem Philippe Aghion og Peter Howitt.

I sidste uge blev det offentliggjort, hvem der får tildelt årets Nobelpriser i medicin, fysik, kemi, litteratur og fred.

Priserne uddeles først ved en ceremoni i Stockholm i december.

/ritzau/