To personer er i livsfare efter eksplosion i beboelsesejendom i Monaco
Politiet jagter gerningsmand, der formodes at stå bag angrebet. Medie skriver, at ukrainsk familie var målet.

Politiet jagter gerningsmand, der formodes at stå bag angrebet. Medie skriver, at ukrainsk familie var målet.

Politiet i Monaco og nabolandet Frankrig leder efter en mand, der mistænkes for at have detoneret en hjemmelavet bombe og såret flere personer.
I alt tre personer blev såret i eksplosionen, der ramte en beboelsesejendom i Monaco mandag.
To af de kvæstede er i livsfare, oplyser Monacos statsminister, Christophe Mirmand, til BFM TV.
Der er ifølge nyhedsbureauet AFP tale om et par i 50'erne eller 60'erne. En 13-årig dreng har pådraget sig mindre skader. Han er ifølge Monacos statsminister efter alt at dømme i familie med parret, skriver AFP.
- En hændelse af denne karakter er aldrig tidligere sket i fyrstendømmet (Monaco, red.), siger Mirmand til den franske tv-kanal.
De såredes nationalitet er ikke blevet offentliggjort. Ifølge den franske avis Le Figaro er der tale om en ukrainsk familie - en af dem er en ukrainsk oligark, som siden krigen i Ukraine har opholdt sig i Monaco.
Eksplosionen fandt sted kort før klokken 21 dansk tid i centrum af Monaco, en skattefri mikrostat på Den Franske Riviera, der er kendt som tilflugtssted for milliardærer.
Le Figaro skriver, at overvågningsoptagelser viser en mand, der kort før eksplosionen efterlod en rygsæk ved indgangen til en beboelsesejendom.
Bombeteknikere og kriminalefterforskere er til stede på gerningsstedet, oplyser Monacos statsanklager ifølge Le Figaro.
Ifølge Monacos statsminister indeholdt den hjemmelavede bombe sandsynligvis bolte og metalsplinter.
De sårede er blevet bragt til Nice for at modtage behandling for deres skader.
Borgmesteren i Nice, Éric Ciotti, betegner hændelsen som et attentat, som han kalder en tragedie. Det skriver han på det sociale medie X.
/ritzau/Reuters