To ministre trækker sig i protest mod Boris Johnson

Finansministeren og sundhedsministeren trækker sig fra den britiske regering, som i forvejen er presset hårdt.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN TALLIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To ministre trækker sig fra den britiske regering. Det sker som en protest mod den britiske premierminister, Boris Johnson, som dermed kæmper for sin politiske fremtid.

Der er tale om sundhedsminister Sajid Javid og finansminister Rishi Sunak.

Det skriver flere internationale medier.

Nyhedsbureauet Reuters og flere andre internationale medier skriver, at det kan vise sig at blive dødsstødet for den britiske regering. Den har tidligere været centrum for flere skandaler.

Blandt andet har Boris Johnson modtaget stor kritik for hans håndtering af en sag om seksuelle krænkelser. Sagen involverer et parlamentsmedlem, der siden er trådt tilbage.

Johnson har tirsdag aften beklaget sagen og sagt, at han traf en forkert beslutning. Han mente oprindeligt, at parlamentsmedlemmet var egnet til et job, men kan nu se, at det var forkert.

Det konservative parlamentsmedlem Chris Pincher trak sig efter afsløringer om seksuel upassende opførsel under en bytur.

Chris Pincher var vicegruppeleder og tidligere EU-minister.

Ifølge britiske medier er han anklaget for at have befamlet to mænd på den eksklusive natklub Carlton Club i London.

Johnsons håndtering af sagen har ført til, at han nu må sige farvel til to ministre.

Johnson har været presset i månedsvis på grund af flere sager. Blandt andet har der været holdt fester i premierministerens embedsbolig på Downing Street 10 under coronanedlukningen i 2020.

Johnson står stadig over for en parlamentarisk undersøgelse af sagen.

Dertil kommer, at det konservative parlamentsmedlem Neil Parish måtte trække sig i april. Det skete som en konsekvens af, at han havde set pornografisk materiale på sin telefon i Underhuset.

Begge ministre kritiserer tirsdag Johnson klart.

»Offentligheden forventer med rette, at regeringen opfører sig ordentligt, kompetent og seriøst.«

»Jeg erkender, at det her kan være mit sidste ministerjob, men jeg mener, at de standarder er værd at kæmpe for. Det er derfor, jeg træder tilbage,« skriver finansminister Rishi Sunak i et opslag på Twitter.

/ritzau/