To kvinder tvinger Wall Street i knæ

Tiderne skifter på Wall Street. Kedeligt og sikkert er nu in – og det er takket været Mary Jo White og Elizabeth Warren.

Alt skal det være kedeligt og sikkert, så derfor valgte de amerikanske myndigheder at sætte Elizabeth Warren (tv.) og Mary Jo White (th.) i spidsen på de rette poster. Foto: Jose Luis Magana/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSE LUIS MAGANA

SANTA FE: Det er forkert at sige, at der står en kvinde bag alt. For det første er det et mandschauvinistisk ordvalg, og for det andet taler vi i dette tilfælde ikke om én, men to kvinder.

Mary Jo White og Elizabeth Warren.

Den ene er chef for de amerikanske børsmyndigheder SEC, og den anden er senator, og på hver sin måde – og fra hver sin vinkel – står de bag bankhistoriens største bod. Det amerikanske finanshus JP Morgan Chase har ifølge flere amerikanske medier indvilget i at betale 13 mia. dollar – godt 70 mia. kroner – i bøde og erstatning for fidusforretninger.

Beløbet er stort nok – det svarer i runde penge til 35 operahuse på Holmen – men beløbet er ikke den største historie i forliget. Det er derimod, hvad forliget repræsenterer – et tidehverv.

Amerikanske myndigheder og politikere har i en halv snes år talt om at holde finansverdenen i ørene, og siden sammenbruddet i 2008 er det blevet til et folkekrav – og nu er budskabet sevet ind, både i Washington og på Wall Street, og det begyndte med Elizabeth Warren.

Kritiker af Wall Street

Sidste år stillede hun op mod en populær republikansk senator i Massachusetts, hun var på det tidspunkt først og fremmest kendt som kritiker af Wall Street, og hun vandt en overbevisende sejr. I Washington har hun valgt den modsatte linje af de buldrende te-aktivister, hun har gravet sig ned i lovgivningsarbejdet, hun har fremmet udnævnelsen af personer, som er Wall Street-skeptiske, hun har skabt forbindelser hos Republikanerne, og i øjeblikket er hun den demokratiske venstrefløjs favoritsenator, og fløjen tigger hende om at stille op mod Hillary Clinton i 2016.

Hendes popularitet har stivet rygraden hos Obama-regeringen, som i april udnævnte Mary Jo White til ny chef for SEC. »Ingen tager fusen på Mary Jo White,« sagde præsident Obama dengang, og web­- sitet Atlantic sammenlignede White med superhelten Edna Mode fra »The Incredibles.«

SEC havde på det tidspunkt levet en omtumlet tilværelse; Bush-regeringen havde nærmest de facto lukket for efterforskningen, og Obama-regeringen gjorde ikke meget væsen af sig i de første år. Dermed blev SECs efterforskningsafdeling en karrieremæssig blindgyde, man kunne næsten høre kriminalassistent Jensen fra »Olsen Banden« gå rundt på gangene og forklare de unge kolleger, at politikerne og cheferne i virkeligheden ikke ville have sagerne opklaret – men det ændrede sig med Mary Jo White.

Vedgik kæmpe bod

I forsommeren indgik efterforskerne således forlig med to omstridte hedge fundchefer, Steve Cohen og Phillip Falcone, som begge på Wall Street var berygtede for deres sidegademetoder. Falcone vedgik en bod på 18 mio. dollar, Cohen vedgik 616 mio. dollar, men det var i begge tilfælde småpenge. Efter offentliggørelsen, efter Cohen havde betalt, måtte efterforskerne opleve den forsmædelse, at Mary Jo White og hendes bestyrelse sagde nej til forligene. De to hedge fundchefer skulle bøde og bløde mere. Cohen blev personligt tiltalt efter paragraffer, som kunne sende ham ud af business, og han forhandler i dag om en bøde og erstatning, der er tre gange så stor.

Mary Jo White har også krævet, at begge hedge fund-chefer skal erkende sig skyldige. Siden 1972 har det ellers været kotyme på Wall Street, at virksomheder betaler uden at erkende skyld – det skærmede dem mod civile søgsmål – men siden 2008 har offentligheden og eksperter kritiseret den fremgangsmåde. En forbundsdommer gik så vidt som til at underkende et forlig, fordi han fandt det ulogisk, at en bank betalte en bøde uden at erkende sig skyldig. »Det fører til en gryderet af forvirring og hykleri, som er SEC uværdig,« sagde dommeren, Jed Rakoff, ifølge Bloomberg Businessweek.

Ikke mere.
»Man skal aldrig underkende effekten af en skyldigkendelse,« sagde White i sidste måned.

Nye reelle tider

Sagerne mod Falcone og Cohen demonstrerede over for hendes egne efterforskere og over for omverden, at de nye tider ikke blot var retoriske; de var reelle.

Tag blot ordlyden i et søgsmål mod Bank of America i forrige måned. SEC afkræver banken 825 mio. dollar for at have solgt »kemisk affald« – subprime-investeringer – til sagesløse kunder, og nu kommer så opgøret med JP Morgan Chase og bankens chef, Jamie Dimon.

Dimon har en selvforståelse, som udstråler det klassiske, ubodfærdige Wall Street, han var så overbevist om, at hverken myndigheder eller politikere turde tage livtag med finansverdenen, at han længe satte hårdt mod hårdt.

Hans bank står bl.a. bag skandalen om den såkaldte London-hval, der bortspekulerede seks mia. dollar, men værre var bankens subprime-forretninger op til finanskrisen. Dimon ville imidlertid ikke lægge sig ned. Han vil højest betale mellem tre og fire mia. dollar i bøde og erstatning, nix weiter, sagde han, og et businessmagasin kørte en triumferende forside med teksten: »Dimon is forever«.

For sent forstod han de nye tider, og først få timer før et pressemøde, som ville annoncere et mammutsagsanlæg mod banken, ringede han til justitsminister Eric Holder og gav op, skriver New York Times. Han ville betale 11 mia. dollar, sagde han. »Mindst 13 mia. dollar,« sagde Holder, og det blev resultatet.

Kedelig er korrekt

Enkelte banker har forstået tiderne bedre. Mens JP Morgan Chase var den gamle darling på Wall Street, er det nu Morgan Stanley, og igen er narrativet interessant.

JP Morgan var tidligere banken, som ikke kunne gøre noget forkert på grund af sine resultater, mens Morgan Stanley nu har samme status på grund af sin driftssikkerhed. Eller som kommentatoren Kevin Roose har skrevet: »Det er Elizabeth Warren, som har sagt, at banksektoren skal tilbage til at være kedelig,« og ingen banker er kedeligere – og mindre kasino – end Morgan Stanley.

Morgan Stanley følger ikke bare reglerne, men også hensigten bag reglerne, skrev Matt Levine hos Bloomberg. »For en bank virker det næsten … mærkeligt.«

Det er effekten af Mary Jo White og Elizabeth Warren.