To dage efter branden i Notre Dame: Mand pågrebet med benzin og tændvæske ved berømt kirke i New York

En 37-årig mand er anholdt ved St. Patrick's Cathedral på Manhattan i New York. Manden bar på benzin, tændvæske og lightere. Han har selv forklaret, at hans bil var løbet tør for benzin.

St. Patrick's Cathedral blev bygget i 1878 og er i dag et kendt landmærke i New York City. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE

En mand med to dunke benzin, tændvæske og lightere blev onsdag aften lokal tid anholdt ved det kendte landmærke St. Patrick’s Cathedral på 5th Avenue i New York. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Episoden fandt sted blot to dage, efter at den berømte Notre Dame-katedral i Paris stod i flammer.

Den 37-årige mand kørte angiveligt sin bil op til katedralen på 5th Avenue onsdag aften lidt før klokken 20 lokal tid, vandrede rundt i området, inden han vendte tilbage til bilen for at hente benzin, lightere og tændvæske i bagagerummet.

»Da han træder ind i katedralen, bliver han konfronteret af en sikkerhedsvagt, som spørger, hvor han er på vej hen, og som informerer ham om, at han ikke kan fortsætte ind i katedralen med de ting, han har med sig«, siger John Miller fra New Yorks politi til nyhedsbureaet AP.

Myndighederne havde forhøjet sikkerheden omkring St. Patrick’s Cathedral efter branden i Notre Dame. Manden blev derfor kort efter anholdt af betjente på stedet og er nu i politiets varetægt.

Han var i forvejen kendt af politiet.

Påstod han var løbet tør for benzin

Den 37-årige har forklaret til politiet, at hans bil var løbet tør for benzin, og at han ville skyde genvej igennem katedralen for at komme ud til Madison Avenue.

Ifølge politiet var bilen ikke løbet tør for benzin.

»Det er svært at sige, hvad hans intentioner var, men jeg synes de samlede omstændigheder, hvor et individ går ind i et ikonisk landmærke som St. Patrick’s Cathedral bærende på mere end fire gallons (15 liter red.,) benzin, to flasker tændvæske og lightere er noget, vi er meget bekymrede over,« siger John Miller til AP.

Der var flere kirkegængere i St. Patrick’s Cathedral, da manden trådte ind i katedralen.

Katedralen blev bygget i 1878, men har fået installeret et sprinkler-system under en nyere renovation, ligesom katedralens træloft er brandbeskyttet.

Notre Dame er væsentligt ældre end St. Patrick’s Cathedral. Kirken i Paris blev bygget over en 200 år lang periode fra 1163 til 1345. Der er ikke noget, der tyder på, at branden i Notre Dame var påsat.