To britiske statsborgere er blevet bekræftet smittet med hantavirus.

Det skriver det britiske sundhedsagentur, UK Health Security Agency (UKHSA), på sin hjemmeside.

Derudover mistænker man en tredje, der er på øen Tristan da Cunha, for at være smittet.

Udmeldingen kommer, i forbindelse med at der har været et udbrud af virusset på krydstogtskibet MV "Hondius".

Ifølge Sky News er de to bekræftede tilfælde britiske mænd.

Den ene, en 69-årig, får behandling på en privat klinik i Johannesburg i Sydafrika.

Den anden er 56 år og er blevet bragt til Holland, hvor han modtager lægebehandling.

Derudover er to briter selv vendt tilbage til Storbritannien, hvor de er gået i selvisolation. Ingen af dem udviser symptomer, skriver UKHSA.

Der er indtil videre bekræftet fem tilfælde af hantavirus ud af otte mistænkte tilfælde i forbindelse med et udbrud på krydstogtskibet. Det oplyste Verdenssundhedsorganisationen (WHO) torsdag.

Blandt de bekræftede og formodede smittede er tre personer afgået ved døden.

Der er tale om et hollandsk ægtepar, en mand og en kvinde, som døde henholdsvis 11. og 26. april, samt en tysk kvinde, som døde 2. maj.

Ægteparret rejste gennem flere lande i Sydamerika for at se på fugle, inden parret steg om bord på krydstogtskibet, som sejlede fra Argentina.

Krydstogtskibet, som de smittede alle har sejlet med, har aktuelt kurs mod De Kanariske Øer efter at have ligget for anker ved Kap Verde.

Efter at det afgik fra det sydlige Argentina 1. april, satte det kurs mod øen Sankt Helena, som er et oversøisk britisk territorium i Atlanterhavet.

Derefter sejlede skibet mod Kap Verde, der ligger ud for Vestafrika.

Personer fra 12 lande – herunder Danmark – forlod krydstogtskibet, da det i april lagde til på Sankt Helena. De pågældende lande er alle blevet kontaktet af WHO, så de kan være opmærksomme på risikoen for smitte.

Smittekilden til udbruddet er stadig ukendt.

Hantavirus er en gruppe af virus, der forekommer hos gnavere, for eksempel mus eller rotter.

I sjældne tilfælde kan mennesker smitte hinanden med hantavirus.

/ritzau/