To britiske skattejægere fandt vikingeskat – og endte med mange års fængsel

Vikingeskat lå mere end 1.100 år i britisk jord, før den blev opdaget af to briter uden nogen som helst intention om at aflevere deres fund. De kunne ellers have fået et tocifret millionbeløb i findeløn. Skatten giver ny viden om perioden, hvor de mange britiske riger blev samlet til ét.

Foto: Daniel LEAL-OLIVAS

Skattejagten foregik på markerne i Herefordshire i Englands West Midlands.

I juni 2015 – og mens solen skinnede ned på dem – gennemsøgte 38-årige George Powell og 51-årige Layton Davis et område nord for Leominister med metaldetektorer, da også heldet smilede til dem.

De to mænd fandt ifølge BBC og The Guardian en over 1.000 år gammel skat, der ifølge sidstnævnte stammer fra en vikingekriger, som var med i en hær, der trak sig tilbage til det angelsaksiske rige Mercia, efter den blev slået af Alfred den Store i 878.

Engelsk lov er klar som det lille krystal-smykke, der sammen med andre smykker og hundredvis af sølvmønter udgjorde en skat, der havde gemt sig i jorden i mere end 1.100 år: Et sådan fund skal afleveres inden for 14 dage, og findelønnen skal deles med jordejeren.

George Powell og Layton Davies havde andre planer. De tog dele af skatten med til forskellige forhandlere, herunder mønthandleren Paul Wells i Cardiff, som forstod, at det var unikke genstande; f.eks. krystalsmykket er sandsynligvis fra det 5. eller 6. århundrede.

Vigtige brikker i stort puslespil

Men nogle af mønterne er uhyre vigtige af historiske grunde, skriver The Guardian. To af dem viser to anglo-saksiske fyrster. Den ene er Kong Alfred af Wessex, og den anden er Ceolwulff II af Mercia.

British Museums Gareth Williams, som er specialist i angelsaksere og vikinger, forklarer den britiske avis, at de ændrer forståelsen af perioden, for mens Alfred den Store står tilbage som en central skikkelse, har Ceolwulff II været set som marionet for vikingerne. Og at begge fyrster var afbilledet på mønterne, tyder på en form for pagt mellem dem.

For historikere er det vigtige nye brikker, når det store puslespil om, hvordan de mange små britiske riger i perioden blev til ét stort, lægges.

Mindre godt gik det George Powell og Layton Davies. De kontaktede 61-årige skattejæger Simon Wicks fra East Sussex, som tog dele af skatten med til akutionshuset Dix Noonan Webb i London. Her viste han bl.a. de to mønter til én af husets eksperter.

Han gispede.

Andre steder blev der hvisket.

Rygterne nåede myndighederne, og 33 dage efter fundet på marken i Herefordshire blev de to skattejægere opsøgt og spurgt, om de havde noget, som de gerne ville fortælle.

Politiet opsøgte også Paul Wells og fandt fem mønter, som han havde syet ind i etuiet til et forstørrelsesglas. Da han blev arresteret, sagde han ifølge The Guardian:

»Jeg vidste, at det ville ende sådan.«

Georg Powell er ifølge BBC idømt ti års fængsel for tyveri og for at skjule fundet, mens makkeren Layton Davies er idømt otte et halvt år i fængsel. Mønthandleren Simon Wicks er idømt fem års fængsel. Paul Wells er endnu ikke dømt.

Da dommen faldt over George Powell og Layton Davies, forklarede dommeren dem ifølge BBC, at hvis de havde grebet det ordentligt an, kunne de have delt halvdelen af en findeløn på ca. 26 millioner danske kroner mellem sig. Dommeren tilføjede:

»Men I ville have mere.«