To amerikanske soldater og en tolk, der arbejdede for USA, er lørdag blevet dræbt i et angreb i Syrien.

Det oplyser USA's forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den formodede gerningsmand blev dræbt på stedet. Der er tale om et medlem af Islamisk Stat, som handlede alene, skriver USA's militærs centrale kommando (Centcom) på det sociale medie X.

Foruden de tre dræbte blev tre personer såret i angrebet.

- To amerikanske soldater og en amerikansk civil blev dræbt, og tre soldater blev såret som følge af et bagholdsangreb udført af et enligt, bevæbnet Islamisk Stat-medlem, skriver Centcom.

Tidligere lørdag rapporterede det syriske nyhedsbureau Sana om, at en patrulje med amerikanske og syriske soldater var blevet angrebet i oldtidsbyen Palmyra, der ligger i det centrale Syrien.

Flere var blevet såret, lød det på daværende tidspunkt.

Det er efter alt at dømme dette angreb, som det amerikanske forsvarsministerium henviser til.

Angrebet vil blive gengældt, advarer USA's præsident, Donald Trump, på det sociale medie Truth Social lørdag aften dansk tid.

Han beskriver det som et angreb på både USA og Syrien.

- Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, er ekstremt vred og foruroliget over dette angreb. Der kommer en meget alvorlig gengældelse, skriver Trump.

USA's militær har ikke oplyst, om nogen syriske soldater blev såret i angrebet, sådan som nyhedsbureauet Sanaa skrev tidligere lørdag.

Ifølge en talsperson for Syriens indenrigsministerium arbejdede gerningsmanden for de syriske sikkerhedsstyrker.

Sikkerhedsstyrkerne var for nyligt blevet opmærksomme på, at manden muligvis havde ekstremistiske holdninger, og en beslutning om hans fremtid skulle træffes søndag, oplyser talspersonen til den syriske tv-station al-Ikhbariya ifølge Reuters.

USA har siden 2014 haft soldater udstationeret i Syrien for at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat.

Den militante bevægelse erklærede et kalifat i dele af Syrien og Irak under den syriske borgerkrig i 2014.

Året efter indtog Islamisk Stat Palmyra, hvorefter de syriske regeringsstyrker genvandt kontrollen over byen, inden den igen blev erobret af Islamisk Stat.

Frem til 2017 ødelagde bevægelsen flere af Palmyras historiske bygningsværker og monumenter - herunder Beltemplet, der blev opført for 2000 år siden.

Beltemplet var det største af Palmyras templer fra antikken.

/ritzau/