En tyrkisk, nationalistisk ungdomsgruppe angreb mandag to amerikanske soldater i det vestlige Tyrkiet.

Det oplyser den amerikanske ambassade i Tyrkiet og det lokale guvernørkontor i provinsen Izmir, hvor angrebet skete.

15 personer er blevet tilbageholdt som følge af hændelsen.

Medlemmer af Tyrkiets Ungdomsunion (TGB), som er et ungdomsforbund under det nationalistiske oppositionsparti Fædrelandspartiet, "angreb fysisk" de to soldater, som var klædt i civilt. Det skete i Konak-distriktet, lyder det fra Izmirs guvernørkontor.

Guvernørkontoret tilføjer, at fem amerikanske soldater sluttede sig til, efter at de så hændelsen, og at politiet greb ind.

Alle 15 personer fra ungdomsgruppen blev anholdt og politiet har igangsat en efterforskning af hændelsen.

En talsperson for Det Hvide Hus siger mandag, at USA er "bekymret" over angrebet men tilføjer, at det "sætter pris på, at det tyrkiske politi tager sagen alvorligt og sørger for at holde gerningsmændene ansvarlige".

Den amerikanske ambassade i Tyrkiet har bekræftet angrebet og sagt, at de amerikanske soldater er i sikkerhed.

- Vi kan bekræfte meldinger om, at amerikanske soldater, som var om bord på USS "Wasp", var ofre for et angreb i Izmir i dag og nu er i sikkerhed, skriver ambassaden på X.

Tidligere på dagen offentliggjorde TGB en video på X, som viser en gruppe, der holder en mand fast og placerer en hvid hætte over hans hoved.

Gruppen siger, at manden er en soldat fra USS "Wasp", som er et krigsskib fra den amerikanske flåde, der denne uge har lagt anker ved havnebyen Izmir.

- Amerikanske soldater, som bærer blodet fra vores soldater og tusindvis af palæstinensere på deres hænder, må ikke gøre vores land beskidt. Hver gang I sætter fod i dette land, vil vi møde jer på den måde, som I fortjener, skriver TGB i opslaget med videoen.

Forholdet mellem USA og Tyrkiet har været anspændt de seneste år. Blandt andet på grund af USA's alliance med syriske kurdere, som Tyrkiet anser for ekstremister, samt Tyrkiets køb af russiske S-400 luftforsvarssystemer, som har medført amerikanske sanktioner og eksklusion fra et F-35 jagerflyprogram.

/ritzau/Reuters