Titusinder samlet til klimastrejke i Berlin
Tyske demonstranter jubler over Greta Thunbergs løfte om, at skoleelevernes klimakamp først lige er begyndt.

Tyske demonstranter jubler over Greta Thunbergs løfte om, at skoleelevernes klimakamp først lige er begyndt.

Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg samlede fredag over 20.000 tyske skoleelever til klimademonstration i Berlin.
Det vurderer tysk politi over for nyhedsbureauet dpa.
»Vi vil have en fremtid. Er det for meget forlangt? Dette er kun begyndelsen af begyndelsen,« sagde Thunberg i en tale ved Berlins ikoniske Brandenburger Tor og fik jubel tilbage fra demonstranterne.
»Den ældre generation har ikke formået at få styr på menneskehedens største krise,« lød det i den svenske skolepiges tale.
Thunberg tilføjede, at voksne klapper de unge på hovedet og fortæller dem, at alt nok skal gå.
»Men vi skal bekymre os, vi skal gå i panik,« sagde Thunberg - en gentagelse af, hvad hun fortalte nogle af verdens mest magtfulde ledere, da hun i januar talte ved World Economic Forum i Davos.
De tyske demonstranter klappede i takt og råbte "Greta, Greta", da hun afsluttede sin korte tale.
Aktivister fra flere lande i Europa talte ved de unges klimademonstration i Berlin fredag.
Thunberg begyndte sin egen "skolestrejke for klimaet" i september, da hun blev væk fra skole hver fredag og i stedet satte sig uden for det svenske parlament, Riksdagen, i Stockholm for at gøre opmærksom på klimatruslen.
Siden har klimastrejkerne bredt sig til flere lande over hele verden.
Den unge svenske klimaforkæmper er i Berlin til søndag. hun skal blandt andet modtage en pris, Golden Camera, for sin aktivisme.
/ritzau/