Titanium og tandpasta i Berlins lygtepæle

Berlingskes udlandsmedarbejdere skriver hver uge om eksotiske oplevelser og sære skikke fra fjerne og knap så fjerne egne. I dag skriver Berlingskes Tysklands-korrespondent, Troels Heeger fra Berlin

Tegning: Claus Bigum. Fold sammen
Læs mere

Der er valg i Berlin til september, og det kan ses i byens trækroner, på husmure og plakatsøjler. Spadserer man gennem byen, kan man næsten ikke undgå at føle sig overvåget af de berlinske lokalpolitikere, der med forventningsfulde øjne og mere eller mindre bovlamme kampagneslogans konkurrerer om berlinernes opmærksomhed. De hænger i hver en ledig lygtepæl, og de smiler det bedste, de har lært.

Folket har de politikere, som det har fortjent, lyder et gammelt bonmot. At dømme ud fra valgplakaterne har berlinerne fortjent at blive regeret af gråmelerede embedsmænd med titaniumbriller, nylonslips og tandpastasmil, der tilsyneladende er den gennemgående uniform for berlinske lokalpolitikere med ambitioner om at slå dørene ind til det røde rådhus i skyggen af fjernsynstårnet på Alexanderplatz.

Kender man lidt til de berlinske bykvarterers særpræg, bliver det dog hurtigt tydeligt, at politikere har udmærket blik for den dam, hvor stemmefiskeri har de bedste chancer. Langs den smukke Landwehr-kanal, der slanger sig gennem det multikulturelle og alternative Kreuzberg, sidder de Grønne traditionelt tungt på magten. Et flertal af indbyggerne i Kreuzberg har en selvopfattelse, der ikke har rykket sig meget siden Murens fald og kaster med forudsigelig sikkerhed deres stemme efter det hæderkronede miljøparti, der tordnede ind i forbundsdagen og jog borgerskabet en skræk i livet med paroler om fri sex og marcher mod atomkraft.

I dag handler det ikke så meget om NATO-missiler og spildevand, men mere om at beskytte Kreuzberg mod de tilrejsende horder af partyturister, der til lokalbefolkningens voksende irritation valfarter til Berlin for at gå på technoklub og drikke weissbier. På valgplakaten forsøger Kreuzbergs grønne borgmester, Monika Hermann, at overbevise vælgerne om, at hun er den bedst egnede til at præservere områdets særpræg som reservat for udbrændte flippere med hang til bofællesskaber i nedslidte herskabslejligheder.

Intet kan hidse berlinerne op som stigende boligpriser. Derfor forsikrer byens borgmester, socialdemokraten Michael Müller, at hoteller, et stigende antal ferielejligheder og turister alle er med til at presse boligpriserne i vejret. »Berlin skal være til at betale,« lover Müller, der på en anden plakat vover pelsen ved at kaste sig ud i en af tidens mere ømtålelige værdidebatter: En af Müllers plakater viser borgmesteren passere en tørklædeklædt kvinde på en rulletrappe i U-bahn. Tolerancen er i højsædet, forstår man.

Indvandrerkvinder er i det hele taget i høj kurs i Berlin efter godt et år med flygtningekrise og ophidset tysk integrationsdebat. Hos højrepartiet Alternative für Deutschland, der for første gang reelt har en chance for at blive valgt ind på rådhuset, er det derfor ikke overraskende muslimer, tørklæder og fejlslagen integrationspolitik, der er i fokus.

På en AFD-plakat bedyrer en ung kvinde af tydelig ikke-tysk afstamning, at hun stemmer på det indvandringskritiske parti, fordi hendes søn skal lære at tale ordentligt tysk. Det indvandringskritiske parti er med andre ord det eneste, der tager skolepolitikken alvorligt, lyder budskabet. Sjovt nok er det ikke til at få øje på en valgplakat for Alternative für Deutschland i det alternative Kreuzberg. Valgplakaterne ville sandsynligvis næppe få lov til at pryde gadebilledet i bydelen i mere end et par timer.

I den mere velbeslåede vestberlinske bydel Charlottenburg er det først law &-order-politikeren Frank Henkel fra CDU, der titter ned fra lygtepælene, mens venstrefløjspartiet die Linke i traditionelle arbejderklassekvarterer som Wedding, Neukölln og Steglitz advarer mod racisme og pamperi.

Som altid viser valgplakaterne, at tyskere er vilde med titler. Håbefulde kandidater er ofte fristet til at snige en tungtvejende akademisk titel som Dr. eller Prof. ind foran efternavnet. Og så kan man jo altid tage forskud på glæderne og opfinde egne titler. Som CDU-politikeren Gerhard Hanke, der på sine valgplakater præsenterer sig for vælgerne i berlinerforstaden Spandau med sloganet: »Deres borgmester«. At borgmesteren i Spandau i de seneste fem år har været socialdemokraten Helmut Kleebank er så tilsyneladende underordnet for Hanke.

Klassens frække dreng er naturligvis det berlinske piratparti – en slags sammenslutning af de mest forblommede utopister i Uffe Elbæks Alternativet og en bande solsky stamgæster fra en fedtet internetcafe. I 2011 fik piraterne en overraskende valgsejr med 8,9 procent af stemmerne med budskabet om mere internet og direkte demokrati.

Hos piraterne tænker man så alternativt og basisdemokratisk, at man i år har droppet portrætter af kandidater på plakaterne. I stedet fører piraterne kampagne for fri hash og mere internet med et billede af internetfænomenet Grumpy Cat – en bister hankat, der raser mod racisme.

Det skulle ikke undre, om den firbenede antiracist trods manglende akademisk titel bliver valgt ind.