Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I sin specialbyggede undervandsbåd »Deepsea Challenger« har instruktøren bag filmene »Titanic« og »Avatar«, James Cameron, som den første solodykker nogensinde nået bunden af Marianergraven i det vestlige Stillehav.
- Netop ankommet til havets dybeste punkt. Aldrig har det føltes så godt at ramme bunden. Kan ikke vente med at dele, hvad jeg ser med jer, skrev James Cameron på sin Twitter-profil kort efter, han ramte bunden.
Ifølge National Geographic Society, der har ført tilsyn med ekspeditionen, brugte 57-årige James Cameron godt to timer på at dykke de 10.902 meter ned til bunden af Marianergraven i Stillehavet, der er det dybeste sted i verdenshavene. Herefter tilbragte han godt tre timer på at udforske havbunden, inden opstigningen mod havoverfladen begyndte.
Det er kun anden gang i historien, at en bemandet ekspedition har været nede på bunden af Marianergraven.
I 1960 var den schweiziske havforsker Jacques Picard og amerikanske flådeløjtnant Don Walsh de første til at nå oceanernes dybeste sted med ubåden »Trieste«, der var søsat af den amerikanske flåde. Det blev dog ikke til mere end 20 minutter på bunden, før de måtte vende retur til overfladen. Siden da er kun to ubemandede og fjernstyrede miniubåde blevet sendt af sted mod det mørke dyb i Marianergraven.
James Cameron har over for det videnskabelige tidsskrift Nature givet udtryk for, at ekspeditionen, der har taget syv år at planlægge, ikke blot handler om at slå rekorder og gøre fantastiske dyk, men om at skubbe grænserne for ny viden og ingeniørkunst.
Derfor har Cameron fået specialkonstrueret den 7,3 meter lange og 11 ton tunge ubåd til formålet. »Deepsea Challenger« er designet som en oprejst torpedo, og kan modstå det voldsomme tryk i Marianergraven, der er næsten 1.100 gange højere end ved havoverfladen.
Desuden er ubåden udstyret med robotarme, kraftigt lys samt kameraer, der skal dokumentere forløbet. Ifølge Reuters har James Cameron planer om at lave en dokumentar om sin bedrift.
TV: Se Titanic-instruktøren komme op til overfladen efter dyk til havets dybeste sted
-